DK | EN
Nobody Beats The Beats: Drops From Above | Album | AGabel
Drops From Above

Drops From AboveNobody Beats The Beats

År 2004 Land Danmark Genre Hip-Hop
Anmeldelse
af Aleksander Adrian Gabel,03. 11. 18De fleste hoveder vender sandsynligvis snuden mod danske Nobody Beats the Beats for de velproducerede numre med udenlandsk islæt i form af gæstevers fra anerkendte amerikanske rappere, og er dette også tilfældet for dig, så vil producer-gruppens tredje udspil ikke skuffe. Drops From Above indeholder således gæstevers fra navne som Brand Nubian, Erick Sermon, Guru, Black Thought og Little Brother - og ja, det lyder sgu fedt. Vi finder dog også stadig flere instrumentale stykker, hvilket ærlig talt dræber flowet lidt. Nobody Beats the Beats kan producere nogle lækre beats, men oplevelsen ender altså bare med at ringe en kende hult uden en tilknyttet vokal. Man kunne passende have inviteret et par danske kollegaer med i studiet. Den stærke instrumental "Dub Cutting" ville lige være blevet halvanden gange bedre med bare et enkelt vers fra eksempelvis Geolo G. Nu når pladen er godt en time lang, kunne man godt have skåret lidt ned på instrumentalerne for en mere koncentreret omgang gedigen hip-hop. Derudover lider "Push" under en undervældende kvindelig vokal trods et stærkt vers fra den danske rapper ADL, mens den fransksprogede "On Se Multiplie" har fået pladens svageste beat. Som det er nu mister pladen derfor noget af sit momentum efter den Sermon-medvirkende "Get It Poppin", men niveauet har dog også end til da været højt med dejlig luftig boom bap og A-list gæsterappere. Der er ingen nyskabelser at finde her, men til gengæld lyder det meste på pladen bare ganske godt.
(c)2014-2019 A.Gabel. Fremtidssikret.
Har du anbefalinger, fundet fejl på siden (tekniske eller faktuelle) eller andet, så kontakt mig på kontakt@agabel.dk.