Get the fuck away from me! Don't touch me! I hate you! I hate you! I swear to God, I hate you! Oh my God, I love you!
DK | EN
Shady Records | Label | AGabel
Shady Records

Ups!

Nothing to see here yet.
  • Selected discography

    Discography

    • Year
      Title
      Rating
    • The Marshall Mathers LP
      Last edited on11. Feb 2018Hvis vi glemmer Infinite for et øjeblik (eller for evigt - ingen skade sket), så må The Marshall Mathers LP være den svære 2'er for

      Eminem

      , og jeg er ærlig talt ikke helt sikker på, om en kunstner tidligere eller siden har vist så meget personlig og kunstnerisk udvikling mellem den første og anden plade. Slim Shady er stadig til stede, bevares, men jeg skal da lige love for, at der er kommet kant på drengen. The Marshall Mathers LP er én stor fuck-finger til hele verden, og det kan høres. Al den (negative) opmærksomhed efter udgivelsen af sin forrige plade har tydeligvis overrasket

      Eminem

      - så meget faktisk at han byggede hele nærværende plade op omkring dette faktum. Han er overrasket, målløs og vigtigst af alt vred - og det hører man. Han karikerer sin karakter med mere provokerende billeder end nogensinde før, med et glimt i øjet og et smil på læben, samtidig med at han krydrer hele molevitten med kommentarer om hykleriske forældre, fordomsfulde interviewere, medløbere og mange andre. Sådan er den generelle tone på pladen, men der er to klare anomalier. Den tragiske historie om Stan kender de fleste, men vi har også en anden tragedie, hvori

      Eminem

      myrder sin kone foran sin datter i et eksplosivt raserianfald. Hvad de derudover har til fælles, er, at de begge reelt set er rørende kærlighedshistorier (uden at blive sentimentale) - som du aldrig har hørt dem før. Sandt at sige er de fleste gæsteoptrædener ganske undværlige, "Amityville" er ren filler, og "Drug Ballad" lyder lidt som en rest fra The Slim Shady LP-indspilningerne, men højdepunkterne er ekstreme nok til at overskygge disse mindre flatterende sider af et i øvrigt vanvittigt album.
    • Devil

      Ups!

      Nothing to see here yet.
    • The Eminem Show
      Last edited on16. Dec 2017Nærværende plade er i den grad

      Eminem

      s show, da han ikke bare fortsætter sin uforlignelige stime af glohede rim men også har produceret store dele af pladen selv. Em's beats er kendte for at være rimelig tunge med en spinkel melodi, og det er i virkeligheden som regel ikke særlig spændende. På en eller anden måde har han ikke desto mindre alligevel fået det til at fungere en håndfuld gange på The Eminem Show. Disse sange inkluderer det fremragende one-two punch "Soldier" efterfulgt af "Say Goodbye Hollywood", hitsinglen "Cleaning Out My Closet", og ikke mindst den lidt aparte trilogi bestående af "Sing for the Moment", "Superman" og "Hailie's Song". Resten er desværre en lidt undervældende omgang. Stemningsmæssigt og tematisk føles pladen ligeledes en smule fragmenteret og ikke mindst anderledes end forgængeren, da

      Eminem

      som udgangspunkt har pakket Slim Shady og dermed humoren væk og i stedet er blevet utrolig alvorlig at høre på. På The Marshall Mathers LP havde han overskuddet til at gøre lidt grin med hele hans situation, men nu virker han mest af alt til bare at være træt af det hele. Når han endelig tillader et (meget) lille smil at krybe frem på læben, er han mere plat end interessant at høre på ("Business", "Without Me" og til dels "My Dad's Gone Crazy"). Den eneste undtagelse er den ironiske "Superman" der overlever på sin absurditet og underligt ballade-agtige komposition. Ikke-nævnte numre lægger sig et sted i middelmådighedernes baggård. Måske knap så tilfældigt gælder dette samtlige numre med gæstevers fra

      Eminem

      s mindre talentfulde venner. Det siger dog også en del om manden, at man egentlig ikke rigtig gider at høre på andre rappere på hans plader, da de enten ikke er gode nok eller bare hører til i en helt anden afkrog af genren.
    • Music From and Inspired by the Motion Picture 8 Mile
      Various Artists
      Last edited on18. Dec 2017Taget i betragtning af at dette soundtrack består af ene originale skæringer (well), er det bestemt ikke en ringe samling - også selvom størstedelen er en noget blandet landhandel. På trods af de mange store navne bliver pladen nemlig alligevel lidt træg i længden pga. en undervældende og til tider lidt for G-Unit-agtig produktion. Det er dog stadig meget fedt at se

      Young Zee

      fra Outsidaz inkluderet (cool hook), og

      Gang Starr

      kommer med guldet som sædvanlig. Den helt store vinder er dog selvfølgelig

      Eminem

      med sine tre scenestjælende solonumre, der i sig selv gør soundtracket værd at stifte bekendtskab med.
    • Get Rich Or Die Tryin

      Ups!

      Nothing to see here yet.
    • D12 World

      Ups!

      Nothing to see here yet.
    • Encore
      Last edited on14. Dec 2017Popularitet skulle vise sig at være

      Eminem

      s største fjende. Efter successen med 8 Mile, en live optræden med

      Elton John

      samt dele af The Eminem Show fandt

      Eminem

      sig pludselig i den ubehagelige situation at være accepteret af den generelle befolkning. Hvem der bare to år tidligere havde betragtet ham som den værst tænkelige rollemodel for sine børn, sang nu med på "Lose Yourself". Men når ens identitet som sangskriver i høj grad trækker på evnen til at provokere og sit had til verden, så bliver en generel accept pludselig til en kunstnerisk krise. Smid et forværrende stofmisbrug oveni, og så har vi Encore.

      Eminem

      har produceret halvdelen af pladen selv. Rent musikalsk er denne halvdel en temmelig uinteressant oplevelse, men det var ligesom forventeligt. Den anden halvdel har set

      Dr. Dre

      bag knapperne, og hvad der til gengæld er meget overraskende, er, at denne del er mindst ligeså undervældende som den første. Faktisk står det så grelt til, at det ikke er til at høre, hvem der står bag hvilke sange. Hvad endnu værre er, at

      Eminem

      som antydet fuldstændig har mistet grebet om vedkommende tekster. Der er ingen gennemgående rød tråd, og som regel er der heller intet budskab. Jovist,

      Eminem

      har inkluderet endnu et throwaway nummer med politiske undertoner ("Mosh") - faktisk kunne man i denne sammenhæng også nævne "Yellow Brick Road", hvor han ligesom i "Soldier" adresserer en offentlig sag om sig selv. Her er det dog i virkeligheden en gammel sag, og hvis det ikke havde været for slutningen, ville han have virket fuldstændig opgivende og forsvarsløs. Hvad blev der af gnisten? Den måske eneste sang, hvor man virkelig føler, at han har noget på hjerte, er "Like Toy Soldiers". Endelig er han oprigtigt vred. Med denne undtagelse er hans vrede ellers udelukkende (og kedsommeligt) rettet mod kvinder i numre som "Spend Some Time" og "Crazy in Love". Det eneste tidspunkt hvor dette bliver interessant er på bonusnummeret "Love You More", der er langt bedre end størstedelen af pladen. På "Big Weenie" er al selvrespekt væk, og selvom du muligvis fniser lidt af "Rain Man", ændrer det ikke på sangens ufatteligt lave niveau. Der er så meget skrammel på Encore, at det næsten ikke er til at tro. Kort sagt fremviser

      Eminem

      en uhyre indifferent levering med monotont flow, idiotiske tekster og ærgerlige beats. At to af singlerne er pladens bedste sange, siger nærmest det hele.
    • Curtain Call: The Hits
      Last edited on18. Dec 2017Opsamlingsalbum med alle

      Eminem

      s radiohits udgivet til og med nærværende album selv. Den originale skæring "When I'm Gone" følger i fodsporene på "Mockingbird" fra hans forrige plade med depressive og samtidig håbefulde tanker om børnene. Den anden og sidste originale sang finder man i "Fack" om diverse perversiteter, heriblandt sodomi (ikke helt ulige "Rain Man" fra Encore). Det har noget af den samme uærbødige og respektløse tone som klassisk Slim Shady, bare blottet for kant, humor og substans. Gengængerne fra tidligere album er en blandet landhandel, da

      Eminem

      oftest brillerer mest uden for singlerne, men enkelte af de inkluderede sange er blandt hans bedste. Denne opsamling er derfor kun for lyttere uden større interesse i hip-hop. Interessant nok vil nye lyttere dog sandsynligvis også blive skuffet, da

      Eminem

      har udgivet en række populære singler siden Curtain Call: The Hits. Så denne opsamling har nok i virkeligheden ikke rigtig noget publikum mere overhovedet.
    • Eminem Presents: The Re-Up
      Last edited on18. Dec 2017Den eneste grund til at nogen nogensinde har haft interesse i

      Shady Records

      er Shady hamselv, og når det er

      Eminem

      anno 2006, er end ikke han nok til at holde lytterens interesse. Eminem Presents: The Re-Up er derfor en noget ligegyldig udgivelse, som ingen burde ulejlige sig med. Hvis "Cry Now"-remixet alligevel har formået at fange din opmærksomhed, så skulle du hellere give originalen et lyt - den er faktisk ganske god. Med det sagt er der faktisk én grund til at finde The Re-Up frem fra gemmerne, nemlig den lidt ældre sag "No Apologies" fra en hedengangen tid i Em's karriere. I det mindste fik vi endelig dette tidligere uudgivede nummer at høre.
    • County Hounds

      Ups!

      Nothing to see here yet.
    • Relapse
      Last edited on14. Dec 2017Det er i dag lidt underligt at tænke på, at

      Eminem

      s store comebackalbum udkom kun fem år efter hans forrige soloudgivelse. Meget kan dog alligevel nå at ske på fem år, men lytter man til Relapse ville man være undskyldt for at tro det modsatte. For meget er sådan set ved det gamle alt taget i betragtning.

      Dr. Dre

      har produceret det meste af pladen, og i vanlig stil disker han op med simple men effektive beats - igen er de til tider inspireret af Em's buldrende militær rytmer, men det fungerer udmærket. Umiddelbart kan produktionen synes en smule mere dyster end tidligere, men dette kan også blot skyldes

      Eminem

      's morbide tekster. I "3 a.m." opdager han en række blodige lig i sin lejlighed, "Insane" fortæller bl.a. om incest og pædofili, og "Same Song & Dance" byder på detaljerede kidnapninger af kendte kvinder. Kort sagt er Relapse med god grund kendt som

      Eminem

      s seriemorder-plade. Der sker dog noget ret spændende i slutningen af "Must Be the Ganja", da

      Eminem

      midt i sin hyldest til marijuana mister bevidstheden. Efter en kort sketch bliver vi introduceret for pladens måske bedste skæring, "Deja Vu", hvor

      Eminem

      åbner op om sit tidligere stofmisbrug samt kammeraten Proofs død få år tidligere. Øjeblikkeligt efter bliver der fulgt op med den inspirerende "Beautiful". Netop som man troede Slim Shady havde overtaget fuldstændig, dukker Marshall Mathers altså op igen. Den konceptuelle del af pladen slutter her med en håbefuld genoprejsning. Slim Shady har altså trods alt ændret sig noget siden de tidlige dage. Det er egentlig ikke fordi pladen er humørløs, men Shady er alligevel blevet langt mere dyster og voldelig samt langt mindre humoristisk. Nyhedsværdien dør desværre temmelig hurtigt. Udover sin blodige lyrik er Relapse også notorisk kendt for de utallige accenter. Det er ret mærkeligt, ja, og det bidrager ikke nødvendigvis med noget godt. Til

      Eminem

      s forsvar skal det dog lyde, at hans stemmeleje igennem hele pladen er forholdsvis naturligt. I samme ånd bør de forskellige hooks også nævnes - de er alle sammen gør-det-selv, og det fungerer ofte ganske fint. Relapse er en spøjs plade. Takket være konceptet er den både musikalsk og kvalitetsmæssigt rimelig konsekvent men samtidig også noget trættende i længden. Om ikke andet er den i hvert fald værd at give et lyt.
    • Relapse: Refill
      Last edited on18. Dec 2017En håndfuld rester fra Relapse-indspilningerne, der angiveligt skulle indeholde et hav af forskellige sange. Det er vel forholdsvis fornuftigt at Relapse: Refill inkludere de bedste af disse, og det kan da også meget vel være, men det er stadig en temmelig ringe samling sange. "Music Box" slutter dog EP'en af på en god tone, mens "Elevator" har et fængende omkvæd og beat.
    • Recovery
      Last edited on14. Dec 2017Og

      Eminem

      gik pop. Produktionen på Recovery synes kun at blive værre og værre med årene. Det er kort sagt noget skrammel. Det startede ellers umiddelbart ganske fint med singlen "Not Afraid". Væk var accenterne og de ubehagelige voldtægtshistorier.

      Eminem

      var klar i hovedet, kampklar og med noget på hjerte. Det var anderledes, men det skal der også være plads til. Efter lidt tid opdager man dog, at det hele i virkeligheden er glimmer over substans. Det bliver unægteligt spændende, når

      Eminem

      kommenterer på sine tidligere udgivelser, men overordnet set er sangen (og albummet som helhed) bare en række af kedelige puns over poppede beats med harmløse trommer. Som sagt indeholder Recovery mange puns, men humoren herpå er dødsyg. Du har sjældent lyst til at citere

      Eminem

      for noget som helst herfra, og det er i virkeligheden nok også til begges fordel at undlade dette. Som noget nyt er flere omkvæd sunget af andre end

      Eminem

      selv - som regel kvinder, og det bidrager udelukkende til det mere poppede udtryk uden at gøre musikken nogle som helst tjenester. Når

      Eminem

      selv håndterer omkvædene er det desuden med blandede resultater - som med det komiske ringe hook i "You're Never Over". Mens han i vanlig stil langer opfindsomme rim over disken har

      Eminem

      i denne omgang en uheldig vane med at hæve stemmen lidt mere end godt er. Han er vred, men det er sjældent klart hvorfor. Ligesom Relapse er Recovery forholdsvis konsekvent i sin kvalitet og sit koncept, men desværre er konceptet som regel undervældende og kvaliteten ganske middelmådig.

      Eminem

      er stadig en imponerende rapper, men at lave et godt album kræver altså mere end teknisk snilde. Han skal dog have kudos for at gøre den Haddaway-samplende og Lil Wayne-medvirkende "No Love" meget bedre end nogen havde regnet med.
    • Hell: The Sequel
      Last edited on18. Dec 2017En forsinket forløsning på det uforudsigelige og mage samarbejde mellem

      Eminem

      og en af hans få ligesindede og jævnbyrdige kammerater. Royce har altid fået det til at ligne barnemad at rappe side om side med

      Eminem

      , og det gør han i den grad også på denne EP - måske lidt for godt endda. For mens Royce giver den maks gas, virker

      Eminem

      til at køre en smule på autopilot. Måske ikke så overraskende slår denne engang så farlige cocktail bare ikke lige så hårdt i 2011, og det hjælper altså heller ikke, at de har inviteret flødebollen Bruno Mars med på et enkelt nummer. Der er stadig nogle gritty øjeblikke, men pladen ender ultimativt med at falde en smule fladt..
    • The Marshall Mathers LP 2
      Last edited on18. Dec 2017Det kan synes noget letkøbt at lave en 2'er til sin mest populære udgivelse, men i et interessant træk er The Marshall Mathers LP 2 i lige så høj grad et modsvar som en efterfølger til originalen. Som når

      Eminem

      undskylder til sin mor for sine mange hadefulde udbrud ("Headlights"), undskylder til ex-kæresten for lignende udbrud ("Stronger Than I Was") og fortæller om fans der bruger hans ord i mod ham ("So Far...). "Bad Guy" er rigtig nok en fortsættelse af "Stan", men den handler igen om konsekvenserne af hans ord samtidig med at den sætter den nye

      Eminem

      i kontekst til den 13 år ældre model.

      Eminem

      gør på den måde nærmest status omkring sin rolle i genren. Hvor er han nu i forhold til dengang, og er han overhovedet relevant længere? Det er et meget interessant koncept, men eksekveringen halter desværre lidt bagefter. Produktionen herpå er en noget blandet landhandel. Værst bliver det med Khalils 'stomp clap' beat i "Survival", den røvirriterende synth i "Rap God", alt ved "Love Game" og de sentimentale keys i "Legacy" (der i øvrigt mere virker til at trække tråde tilbage The Slim Shady LP). "The Monster" burde have været et større hit end det var med sin uhyggeligt fængende melodi og hook, men det hører samtidig ingen steder hjemme på en

      Eminem

      plade. Sagt på en anden måde mangler der noget bas til at at skabe et fyldigere lydbillede. Tænk over det.

      Eminem

      har det også med at vælge beats, der lægger ud med en glimrende melodi blot for at smide den væk så snart første vers begynder. Dette gælder bl.a "So Far..." og "Bad Guy", omend de ikke desto mindre er blandt pladens bedste. "So Far..." er faktisk ganske morsom, da

      Eminem

      fortæller historier og maler billeder fremfor blot at spytte dårlige dadjokes afsted. "Bad Guy" har selvfølgelig ingenting på "Stan", men det er stadig et ganske godt lyt. Den The Zombies-samplende "Rhyme or Reason" er ganske underholdende, omend jeg ikke er stor fan af at basere sit beat på et nærmest en-til-en sample af et populært nummer som "Time of the Season". Man får jo bare lyst til at høre originalen. Singlen "Berzerk" er ligeledes udmærket med sine Beastie Boys-aner, men nummeret er lyrisk desværre ikke andet end tomme kalorier. Og sådan kan man fortsætte med stortset samtlige numre herpå. Jeg vil dog fremhæve "Stronger Than I Was" og "Headlights". Førstnævnte består primært af sang ligesom "Hailie's Song", og selvom

      Eminem

      s sangstemme er mangelfuld for at sige det mildt, lyder han også sårbar og inderlig. Hans afsluttende vers er lidt undervældende, da han ligesom på resten af pladen desværre råber når mindre ville have været langt mere effektivt. "Headlights" indeholder noget poppet soul, men både

      Eminem

      og Nathan Ruess formår alligevel at ramme en åre med denne rørerende olivengren til mor Debbie. The Marshall Mathers LP 2 kunne have været en klassiker. Altså hvis

      Eminem

      gad lyde mere naturlig på mikrofonen, gæstesangerinderne var blevet lukket ude af studiet, og Rick Rubin og co. var blevet fyret og erstattet af mere interessante hip-hop-producere med samme rødder som

      Eminem

      . I stedet må vi finde os i endnu et middelmådigt udspil af en rapper, der til stadighed synes at have svært ved at finde sin plads på den moderne hip-hop scene. Hvem er du, Marshall?
    • Shady XV
      Last edited on18. Dec 2017Den første skive med originale skæringer er temmelig kedelig, og den anden skive med gamle kendinge er mindst ligeså. Dette uhyggelige dobbeltalbum er en hadegave af første klasse - en plade man kan udfordre sine venner til koncentreret at høre igennem fra start til slut. Det er dog værd at nævne posse-cuttet "Detroit vs. Everybody", hvor man desværre nok for både første og sidste gang får lov at høre

      Eminem

      og

      Royce da 5'9"

      dele mikrofonen med

      Danny Brown

      .

      Big Sean

      medvirker også, og han gør det faktisk ganske hæderligt.

      Eminem

      har godt af disse posse-cuts med rappere han ikke normalt jammer med.
(c)2014-2019 A.Gabel. Futureproof.
For recommendations, reporting of errors or mistakes (technical or factual) or anything else, contact me at kontakt@agabel.dk.