How I would push my fingers through your mouth to make those muscles move that made your voice so smooth and sweet.
DK | EN
Shady Records | Pladeselskab | AGabel
Shady Records
Kort biografi
Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
  • Udvalgt diskografi

    Diskografi

    • År
      Titel
      Vurdering
    • The Marshall Mathers LP
      Hvis vi glemmer Infinite for et øjeblik (eller for evigt - ingen skade sket), så må The Marshall Mathers LP være den svære 2'er for

      Eminem

      , og jeg er ærlig talt ikke helt sikker på, om en kunstner tidligere eller siden har vist så meget personlig og kunstnerisk udvikling mellem den første og anden plade. Slim Shady er stadig til stede, bevares, men jeg skal da lige love for, at der er kommet kant på drengen. The Marshall Mathers LP er én stor fuck-finger til hele verden, og det kan høres.

      Eminem

      er ganske simpelt træt af al den (negative) opmærksomhed, han fik efter udgivelsen af sin forrige plade, og det er et temmelig centralt tema for hele nærværende album. Han både lyder, virker og er vred. Han karikerer sin karakter med mere provokerende billeder end nogensinde før, med et glimt i øjet og et smil på læben, samtidig med at han krydrer hele molevitten med kommentarer om hykleriske forældre, fordomsfulde interviewere, medløbere og mange flere. Sådan er den generelle tone på pladen, men der er to klare anomalier. Den tragiske historie om Stan kender de fleste, men vi har også en anden tragedie, hvori

      Eminem

      myrder sin kone foran sin datter i et eksplosivt raserianfald. Den essentielle pointe her ligger i, at de begge reelt set er kærlighedshistorier - som du aldrig har hørt dem før. Sandt at sige er de fleste gæsteoptrædener fuldstændig undværlige, "Amityville" er ren filler, og "Drug Ballad" lyder lidt som en rest fra The Slim Shady LP-indspilningerne, men højdepunkterne er ekstreme nok til at overskygge disse mindre flatterende sider af et i øvrigt vanvittigt album.
      Sidst ændret d. 10. Dec 2017
    • Devil
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • Music From and Inspired by the Motion Picture 8 Mile

      Various Artists

      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • The Eminem Show
      Nærværende plade er i den grad Eminems show, da han ikke bare fortsætter sin uforlignelige stime af glohede rim men også har produceret store dele af pladen selv. Em's beats er kendt for at være rimelig tunge med en spinkel melodi, og det er i virkeligheden som regel ikke særlig spændende. På en eller anden måde har han ikke desto mindre alligevel fået det til at fungere en håndfuld gange på The Eminem Show. Disse sange inkluderer det fremragende one-two punch "Soldier" efterfulgt af "Say Goodbye Hollywood", hitsinglen "Cleaning Out My Closet", og ikke mindst den lidt aparte trilogi bestående af "Sing for the Moment", "Superman" og "Hailie's Song". Resten er desværre en lidt undervældende omgang. Stemningsmæssigt og tematisk føles pladen ligeledes en smule fragmenteret og ikke mindst anderledes end forgængeren, da Eminem som udgangspunkt har pakket Slim Shady og dermed humoren væk og i stedet er blevet utrolig alvorlig at høre på. På The Marshall Mathers LP havde han overskuddet til at gøre lidt grin med hele hans situation, men nu virker han mest af alt til bare at være træt af det hele. Når han endelig tillader et (meget) lille smil at krybe frem på læben, er han hverken særlig morsom eller interessant at høre på ("Business", "Without Me" og til dels "My Dad's Gone Crazy"). Den eneste undtagelse er den ironiske "Superman" der overlever på sin absurditet og underligt ballade-agtige komposition. Ikke-nævnte numre lægger sig et sted i middelmådighedernes baggård. Måske knap så tilfældigt gælder dette samtlige numre med gæstevers fra

      Eminem

      s mindre talentfulde venner. Det siger dog også en del om manden, at man egentlig ikke rigtig gider at høre på andre rappere på hans plader, da de enten ikke er gode nok eller bare hører til i en helt anden afkrog af genren.
      Sidst ændret d. 10. Dec 2017
    • Get Rich Or Die Tryin
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • D12 World
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • Encore
      Popularitet skulle vise sig at være

      Eminem

      s største fjende. Efter successen med 8 Mile, en live optræden med

      Elton John

      samt dele af The Eminem Show fandt

      Eminem

      sig pludselig i den ubehagelige situation at være accepteret af den generelle befolkning. Hvem der bare to år tidligere havde betragtet ham som den værst tænkelige rollemodel for sine børn, sang nu med på "Lose Yourself". Men når ens identitet som sangskriver i høj grad trækker på evnen til at provokere og sit had til verden, så bliver en generel accept pludselig til en kunstnerisk krise. Smid et forværrende stofmisbrug oveni, og så har vi Encore.

      Eminem

      har produceret halvdelen af pladen selv. Rent musikalsk er denne halvdel en temmelig uinteressant oplevelse, men det var ligesom forventeligt. Den anden halvdel har set

      Dr. Dre

      bag knapperne, og hvad der til gengæld er meget overraskende, er, at denne del er mindst ligeså undervældende som den første. Faktisk står det så grelt til, at det ikke er til at høre, hvem der står bag hvilke sange. Hvad endnu værre er, at

      Eminem

      som antydet fuldstændig har mistet grebet om vedkommende tekster. Der er ingen gennemgående rød tråd, og som regel er der heller intet budskab. Jovist,

      Eminem

      har inkluderet endnu et throwaway nummer med politiske undertoner ("Mosh") - faktisk kunne man i denne sammenhæng også nævne "Yellow Brick Road", hvor han ligesom i "Soldier" adresserer en offentlig sag om sig selv. Her er det dog i virkeligheden en gammel sag, og hvis det ikke havde været for slutningen, ville han have virket fuldstændig opgivende og forsvarsløs. Hvad blev der af gnisten? Den måske eneste sang, hvor man virkelig føler, at han har noget på hjerte, er "Like Toy Soldiers". Endelig er han oprigtigt vred. Med denne undtagelse er hans vrede ellers udelukkende (og kedsommeligt) rettet mod kvinder i numre som "Spend Some Time" og "Crazy in Love". Det eneste tidspunkt hvor dette bliver interessant er på bonusnummeret "Love You More", der er langt bedre end størstedelen af pladen. På "Big Weenie" er al selvrespekt væk, og selvom du muligvis fniser lidt af "Rain Man", ændrer det ikke på sangens ufatteligt lave niveau. Der er så meget skrammel på Encore, at det næsten ikke er til at tro. Kort sagt fremviser

      Eminem

      en uhyre indifferent levering med monotont flow, idiotiske tekster og ærgerlige beats. At to af singlerne er pladens bedste sange, siger nærmest det hele.
      Sidst ændret d. 14. Dec 2017
    • Curtain Call: The Hits
      Opsamlingsalbum med alle

      Eminem

      s radiohits udgivet til og med nærværende album selv. Den originale skæring "When I'm Gone" følger i fodsporene på "Mockingbird" fra hans forrige plade med depressive og samtidig håbefulde tanker om børnene. Den anden og sidste originale sang finder man i "Fack" om diverse perversiteter, heriblandt sodomi (ikke helt ulige "Rain Man" fra Encore). Det har noget af den samme uærbødige og respektløse tone som klassisk Slim Shady, bare blottet for kant, humor og substans. Gengængerne fra tidligere album er en blandet landhandel, da

      Eminem

      oftest brillerer mest uden for singlerne, men enkelte af de inkluderede sange er blandt hans bedste. Denne opsamling er derfor kun for lyttere uden større interesse i hip-hop. Interessant nok vil nye lyttere dog sandsynligvis også blive skuffet, da

      Eminem

      har udgivet en række populære singler siden Curtain Call: The Hits. Så denne opsamling har nok i virkeligheden ikke rigtig noget publikum mere overhovedet.
      Sidst ændret d. 14. Dec 2017
    • Eminem Presents: The Re-Up
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • County Hounds
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • Relapse
      Det er i dag lidt underligt at tænke på, at

      Eminem

      s store comebackalbum udkom kun fem år efter hans forrige soloudgivelse. Meget kan dog alligevel nå at ske på fem år, men lytter man til Relapse ville man være undskyldt for at tro det modsatte. For meget er sådan set ved det gamle alt taget i betragtning.

      Dr. Dre

      har produceret det meste af pladen, og i vanlig stil disker han op med simple men effektive beats - igen er de til tider inspireret af Em's buldrende militær rytmer, men det fungerer udmærket. Umiddelbart kan produktionen synes en smule mere dyster end tidligere, men dette kan også blot skyldes

      Eminem

      's morbide tekster. I "3 a.m." opdager han en række blodige lig i sin lejlighed, "Insane" fortæller bl.a. om incest og pædofili, og "Same Song & Dance" byder på detaljerede kidnapninger af kendte kvinder. Kort sagt er Relapse med god grund kendt som

      Eminem

      s seriemorder-plade. Der sker dog noget ret spændende i slutningen af "Must Be the Ganja", da

      Eminem

      midt i sin hyldest til marijuana mister bevidstheden. Efter en kort sketch bliver vi introduceret for pladens måske bedste skæring, "Deja Vu", hvor

      Eminem

      åbner op om sit tidligere stofmisbrug samt kammeraten Proofs død få år tidligere. Øjeblikkeligt efter bliver der fulgt op med den inspirerende "Beautiful". Netop som man troede Slim Shady havde overtaget fuldstændig, dukker Marshall Mathers altså op igen. Den konceptuelle del af pladen slutter her med en håbefuld genoprejsning. Slim Shady har altså trods alt ændret sig noget siden de tidlige dage. Det er egentlig ikke fordi pladen er humørløs, men Shady er alligevel blevet langt mere dyster og voldelig samt langt mindre humoristisk. Nyhedsværdien dør desværre temmelig hurtigt. Udover sin blodige lyrik er Relapse også notorisk kendt for de utallige accenter. Det er ret mærkeligt, ja, og det bidrager ikke nødvendigvis med noget godt. Til

      Eminem

      s forsvar skal det dog lyde, at hans stemmeleje igennem hele pladen er forholdsvis naturligt. I samme ånd bør de forskellige hooks også nævnes - de er alle sammen gør-det-selv, og det fungerer ofte ganske fint. Relapse er en spøjs plade. Takket være konceptet er den både musikalsk og kvalitetsmæssigt rimelig konsekvent men samtidig også noget trættende i længden. Om ikke andet er den i hvert fald værd at give et lyt.
      Sidst ændret d. 14. Dec 2017
    • Relapse: Refill
      En håndfuld rester fra Relapse-indspilningerne, der angiveligt skulle indeholde et hav af forskellige sange. Det er vel forholdsvis fornuftigt at Relapse: Refill inkludere de bedste af disse, og det kan da også meget vel være, men det er stadig en temmelig ringe samling sange. "Music Box" slutter dog EP'en af på en god tone, mens "Elevator" har et fængende omkvæd og beat.Sidst ændret d. 14. Dec 2017
    • Recovery
      Og

      Eminem

      gik pop. Produktionen på Recovery synes kun at blive værre og værre med årene. Det er kort sagt noget skrammel. Det startede ellers umiddelbart ganske fint med singlen "Not Afraid". Væk var accenterne og de ubehagelige voldtægtshistorier.

      Eminem

      var klar i hovedet, kampklar og med noget på hjerte. Det var anderledes, men det skal der også være plads til. Efter lidt tid opdager man dog, at det hele i virkeligheden er glimmer over substans. Det bliver unægteligt spændende, når

      Eminem

      kommenterer på sine tidligere udgivelser, men overordnet set er sangen (og albummet som helhed) bare en række af kedelige puns over poppede beats med harmløse trommer. Som sagt indeholder Recovery mange puns, men humoren herpå er dødsyg. Du har sjældent lyst til at citere

      Eminem

      for noget som helst herfra, og det er i virkeligheden nok også til begges fordel at undlade dette. Som noget nyt er flere omkvæd sunget af andre end

      Eminem

      selv - som regel kvinder, og det bidrager udelukkende til det mere poppede udtryk uden at gøre musikken nogle som helst tjenester. Når

      Eminem

      selv håndterer omkvædene er det desuden med blandede resultater - som med det komiske ringe hook i "You're Never Over". Mens han i vanlig stil langer opfindsomme rim over disken har

      Eminem

      i denne omgang en uheldig vane med at hæve stemmen lidt mere end godt er. Han er vred, men det er sjældent klart hvorfor. Ligesom Relapse er Recovery forholdsvis konsekvent i sin kvalitet og sit koncept, men desværre er konceptet som regel undervældende og kvaliteten ganske middelmådig.

      Eminem

      er stadig en imponerende rapper, men at lave et godt album kræver altså mere end teknisk snilde. Han skal dog have kudos for at gøre den Haddaway-samplende og Lil Wayne-medvirkende "No Love" meget bedre end nogen havde regnet med.
      Sidst ændret d. 14. Dec 2017
    • Hell: The Sequel
      En forsinket forløsning på det uforudsigelige og mage samarbejde mellem

      Eminem

      og en af hans få ligesindede og jævnbyrdige kammerater. Royce har altid fået det til at ligne barnemad at rappe side om side med

      Eminem

      , og det gør han i den grad også på denne EP - måske lidt for godt endda. For mens Royce giver den maks gas, virker

      Eminem

      til at køre en smule på autopilot. Måske ikke så overraskende slår denne engang så farlige cocktail bare ikke lige så hårdt i 2011, og det hjælper altså heller ikke, at de har inviteret flødebollen Bruno Mars med på et enkelt nummer. Der er stadig nogle gritty øjeblikke, men pladen ender ultimativt med at falde en smule fladt..
      Sidst ændret d. 4. Dec 2017
    • The Marshall Mathers LP 2
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • Shady XV
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
(c)2014-2019 A.Gabel. Fremtidssikret.
Har du anbefalinger, fundet fejl på siden (tekniske eller faktuelle) eller andet, så kontakt mig på kontakt@agabel.dk.