Men musikken spiller stadig, tonen er skinger for / det aldrig jeres søn når telefonen den ringer.
DK | EN
Tilbageblik: Eminem | List | AGabel

Tilbageblik: Eminem

Tilbageblik: Eminem
Introduction
Last edited on2. Sep 2016Eminem var blot en ung og grøn rapper, da han indspillede musik med Soul Intent i midten af halvfemserne, men han havde tydeligvis en del potentiale. Han satsede formegentligt på at leve op til denne med debuten Infinite, men han havde stadig tydelige problemer med at skille sig ud fra alle andre - både teknisk og tekstmæssigt. Alt dette ændrede sig dog, da han skabte Slim Shady karakteren, som skulle blive hans billet ud af Detroit. Den vanvittige The Slim Shady EP (1997) bød på et opgør med tidligere hvide rappere, psykotisk battlerap og malende og stemningsfulde historier, der til slut nåede

Dr. Dre

's ører, og pludselig fandt

Eminem

sig signet til det nye og lovende Aftermath Records. I årene optil og omkring årtusindskiftet bidragede Eminem med vers på både højtprofilerede albums og obskure undergrundsprojekter, men de mange bidrag havde altid en ting tilfælles: Slim Shady, som bestemt lød til at være kommet for at blive dengang. Samtlige gæstevers er til og med 1999 fyldt med detaljerede beskrivelser af absurde og voldsomme scenarier, og dette fulgte selvfølgelig med over i The Slim Shady LP, der bliver domineret af en selvironisk og hadefuld Slim Shady og vanvittige og morsomme skæringer. Med udgivelsen af The Marshall Mathers LP ændrede stilen sig dog en smule, da han i høj grad adresserede folks negative reaktioner (inkl. anmelderes) på hans Aftermath debut, og Slim Shady blev delvist et middel til overlagt at pisse sarte forældre af. Takket være en mere autentisk, socialrealistisk og klarhovedet aggressivitet var kvaliteten dog på flere punkter større end tidligere. Efter TMMLP gik Eminem forholdsvist væk fra den selvironiske, ligeglade og perverse Slim Shady, og hans tekster blev mere alvorlige ? bl.a. i form af mere seriøse udlæg af hans musiks eftervirkninger, som hørt på The Eminem Show. Han toppede 2002 af med filmen 8 Mile, der mere end nogensinde før skildrede hans sårbare og sympatiske sider, hvilket mere eller mindre fjernede de sidste par modstandere.

Eminem

var pludselig blevet folkeeje. Derefter gik det hele af helvedes til, og takket være bl.a. et slemt stofmisbrug var Eminem ikke særlig interessant i flere år. Med den utroligt platte Encore påtog Eminem sig et som sådan passende flow, der både var uinspirerende og uengagerede, hvilket først ændrede sig i 2009 med Relapse (og Refill). Her valgte Eminem til gengæld at eksperimentere med forskellige og højst unødvendige accenter - og så endda over en ganske god Dr. Dre produktion. Derefter blev han tørlagt osv., hvilket reflekterede sig i titlen på det næste soloalbum; Recovery. Eminem er i dag på ingen måde som dengang for 10+ år siden, men han er trods alt bedre end i flere år. Han hader ikke sig selv mere, hvilket både er godt og skidt, da det ganske sikkert er mere sundt, men det resulterede alligevel i nogle morsomme skæringer dengang (ironisk nok smiler han aldrig mere). Han har dog rusket nyt liv i Slim Shady, der fyrer nogle aggressive, vulgære og voldelige punchlines af. Desværre virker det ikke helt til, at Slim Shady er helt så ligeglad med alting mere, så det har ikke den samme virkning i dag. Han er heller ikke særligt socialrealistisk eller samfundskritisk længere. Faktisk hander Recovery primært om ulykkelig kærlighed - metaforer eller ej - og fokus er derforuden primært på flowet. I 2013 smed han en efterfølger til MMLP på gaden, hvor han delvist vendte tilbage til de mere personlige skæringer, da pladen kan ses som en slags respons på originalen. Ind i mellem har vi så 8 Mile soundtracket,

Shady Records

kompilationerne,

Bad Meets Evil

og en opsamling.

Eminem

's solonumre på soundtracket er skrevet og indspillet i 2002, så de er fantastiske (en acceptabel logisk fejlslutning), mens de to kompilationer er udgivet i hans mellemperiode, så de byder ikke på meget godt nyt.

Bad Meets Evil

vendte tilbage i 2011, så det er et forholdsvist godt bekendtskab. Derudover er der selvfølgelig også

D12

s to studiealbum, men de er ikke inkluderet på listen (ingen af dem er dog noget værd). Man kan stort set måle kvaliteten af et

Eminem

nummer på indspilningsåret - ikke udgivelsesåret, da "No Apologies" ellers ville have været noget af en mønsterbryder..
  • 16
    Den eneste grund til at nogen nogensinde har haft interesse i

    Shady Records

    er Shady hamselv, og når det er

    Eminem

    anno 2006, er end ikke han nok til at holde lytterens interesse. Eminem Presents: The Re-Up er derfor en noget ligegyldig udgivelse, som ingen burde ulejlige sig med. Hvis "Cry Now"-remixet alligevel har formået at fange din opmærksomhed, så skulle du hellere give originalen et lyt - den er faktisk ganske god. Med det sagt er der faktisk én grund til at finde The Re-Up frem fra gemmerne, nemlig den lidt ældre sag "No Apologies" fra en hedengangen tid i Em's karriere. I det mindste fik vi endelig dette tidligere uudgivede nummer at høre.
  • 15
    Den første skive med originale skæringer er temmelig kedelig, og den anden skive med gamle kendinge er mindst ligeså. Dette uhyggelige dobbeltalbum er en hadegave af første klasse - en plade man kan udfordre sine venner til koncentreret at høre igennem fra start til slut. Det er dog værd at nævne posse-cuttet "Detroit vs. Everybody", hvor man desværre nok for både første og sidste gang får lov at høre

    Eminem

    og

    Royce da 5'9"

    dele mikrofonen med

    Danny Brown

    .

    Big Sean

    medvirker også, og han gør det faktisk ganske hæderligt.

    Eminem

    har godt af disse posse-cuts med rappere han ikke normalt jammer med.
  • 14
    En håndfuld rester fra Relapse-indspilningerne, der angiveligt skulle indeholde et hav af forskellige sange. Det er vel forholdsvis fornuftigt at Relapse: Refill inkludere de bedste af disse, og det kan da også meget vel være, men det er stadig en temmelig ringe samling sange. "Music Box" slutter dog EP'en af på en god tone, mens "Elevator" har et fængende omkvæd og beat.
  • 13
    Opsamlingsalbum med alle

    Eminem

    s radiohits udgivet til og med nærværende album selv. Den originale skæring "When I'm Gone" følger i fodsporene på "Mockingbird" fra hans forrige plade med depressive og samtidig håbefulde tanker om børnene. Den anden og sidste originale sang finder man i "Fack" om diverse perversiteter, heriblandt sodomi (ikke helt ulige "Rain Man" fra Encore). Det har noget af den samme uærbødige og respektløse tone som klassisk Slim Shady, bare blottet for kant, humor og substans. Gengængerne fra tidligere album er en blandet landhandel, da

    Eminem

    oftest brillerer mest uden for singlerne, men enkelte af de inkluderede sange er blandt hans bedste. Denne opsamling er derfor kun for lyttere uden større interesse i hip-hop. Interessant nok vil nye lyttere dog sandsynligvis også blive skuffet, da

    Eminem

    har udgivet en række populære singler siden Curtain Call: The Hits. Så denne opsamling har nok i virkeligheden ikke rigtig noget publikum mere overhovedet.
  • 12
    Popularitet skulle vise sig at være

    Eminem

    s største fjende. Efter successen med 8 Mile, en live optræden med

    Elton John

    samt dele af The Eminem Show fandt

    Eminem

    sig pludselig i den ubehagelige situation at være accepteret af den generelle befolkning. Hvem der bare to år tidligere havde betragtet ham som den værst tænkelige rollemodel for sine børn, sang nu med på "Lose Yourself". Men når ens identitet som sangskriver i høj grad trækker på evnen til at provokere og sit had til verden, så bliver en generel accept pludselig til en kunstnerisk krise. Smid et forværrende stofmisbrug oveni, og så har vi Encore.

    Eminem

    har produceret halvdelen af pladen selv. Rent musikalsk er denne halvdel en temmelig uinteressant oplevelse, men det var ligesom forventeligt. Den anden halvdel har set

    Dr. Dre

    bag knapperne, og hvad der til gengæld er meget overraskende, er, at denne del er mindst ligeså undervældende som den første. Faktisk står det så grelt til, at det ikke er til at høre, hvem der står bag hvilke sange. Hvad endnu værre er, at

    Eminem

    som antydet fuldstændig har mistet grebet om vedkommende tekster. Der er ingen gennemgående rød tråd, og som regel er der heller intet budskab. Jovist,

    Eminem

    har inkluderet endnu et throwaway nummer med politiske undertoner ("Mosh") - faktisk kunne man i denne sammenhæng også nævne "Yellow Brick Road", hvor han ligesom i "Soldier" adresserer en offentlig sag om sig selv. Her er det dog i virkeligheden en gammel sag, og hvis det ikke havde været for slutningen, ville han have virket fuldstændig opgivende og forsvarsløs. Hvad blev der af gnisten? Den måske eneste sang, hvor man virkelig føler, at han har noget på hjerte, er "Like Toy Soldiers". Endelig er han oprigtigt vred. Med denne undtagelse er hans vrede ellers udelukkende (og kedsommeligt) rettet mod kvinder i numre som "Spend Some Time" og "Crazy in Love". Det eneste tidspunkt hvor dette bliver interessant er på bonusnummeret "Love You More", der er langt bedre end størstedelen af pladen. På "Big Weenie" er al selvrespekt væk, og selvom du muligvis fniser lidt af "Rain Man", ændrer det ikke på sangens ufatteligt lave niveau. Der er så meget skrammel på Encore, at det næsten ikke er til at tro. Kort sagt fremviser

    Eminem

    en uhyre indifferent levering med monotont flow, idiotiske tekster og ærgerlige beats. At to af singlerne er pladens bedste sange, siger nærmest det hele.
  • 11
    Med det amerikanske flag på coveret og singlen "Untouchable" var det naturligt at forvente et usædvanligt politisk ladede udspil fra

    Eminem

    . I virkeligheden er Revival dog et meget typisk

    Eminem

    album. Den politiske snak er stortset begrænset til førnævnte nummer og den skrækkelige "Like Home" - resten af tiden snakker han i stedet lidt mere om sit tidligere stofmisbrug, kammeraten Proof, sine døtre, ekskonen og sin smuldrende selvtillid (selvfølgelig krydret med platte ordspil). Man skulle tro, at manden ville have udviklet sig bare en lille smule i løbet af 10'erne, men alt taget i betragtning er det åbenbart ikke tilfældet. Så har du hørt hans plader siden hans comeback i 2009, er der en chance for at meget af Revival vil lyde bekendt. Er du glad for nogle af de gæstende sangere, er der endnu større chance for at dele af pladen lyder bekendt, da enkelte af gæsterne synes mere eller mindre at overtage det her foretagende fuldstændig. "River" lyder som et Ed Sheeran-nummer, og ligeledes lyder "Need Me" som et Pink-nummer. Tilsammen er de pendanterne til forrige plades "The Monster" - bare dårligere og endnu mere fejlplacerede . Skylar Grey medvirker også endnu engang, og vanen tro er hun elendig. Jeg mistanker Alex da Kid for at sælge pakkeløsninger, hvor man intet beat får uden et hook fra kollegaen Grey, og så må man ellers bare forsøge at skrive nogle tekster, der passer bare nogenlunde med omkvædet. Det værste er dog, at beatet ikke engang er godt. Alle pladens sange med krediterede gæstesangere har generelt upassende hooks og frygtelige beats - om det så er melodramatiske klaverballader eller oppustede stadiumrap. "Bad Husband" (om hvor god en far Em er) er den eneste potentielle undtagelse, da X Ambassadors synger det meget overbevisende, omend det lyrisk stadig er noget makværk. Ligesom på forgængeren er der også her blevet gjort åbenlyst brug af samples af kendte sange, som

    The Cranberries

    ' "Zombie" i "In Your Head" og

    Joan Jett & the Blackhearts

    ' "I Love Rock 'n' Roll" i "Remind Me", og det er desværre svært at gøre andet end ryste på hovedet af resultatet. Pladen starter som sådan på meget passende vis med den sentimentale single "Walk on Water", hvor en stadig underligt aggressiv

    Eminem

    atter engang reflekterer over sin karriere. Såmænd meget fornuftigt, men det er sgu lidt frustrerende at høre, hvordan han virkelig kæmper med at tilfredsstille sine fans, når han jo evt. bare kunne starte med at droppe denne omgang følsomsporno og poppede ekshibition. Den anden single "Untouchable" er faktisk udmærket med et fængende beat og en lyrisk gennemgang af det forgangende politiske år. Han nævner i øvrigt også Trump i "Offended", der i virkeligheden ikke er særlig stødende. Nogle af pladens bedre skæringer finder vi i form af den Relapse-agtige "Framed" med sin gyngende rytme og sit velintegrerede omkvæd, og i højere grad den aggressive "Believe" med sit simple beat og en mere-end-sædvanlig overbevisende vrede hos vor vært. Lyrisk er der smagsprøver på interessante linjer, men vi slipper desværre ikke for hovedrystende ordspil. "Heat" vækker også en smule opsigt med sit opdaterede "King of Rock"-beat, skørtejagtende vers og festlige hook - det bliver bare lige lovlig halbal-agtig i længden. Pladens højdepunkt finder vi først i den afsluttende lille duo bestående af "Castle" og "Arose", hvor

    Eminem

    giver os indsigt i sin situation lige før sit store gennembrud samt det kritiske tidspunkt kort efter Proofs død. Derefter møder historien på interessant vis en skillevej og deler sig derfor i to - den ene kender vi allerede, den anden var frygtet af fans verden over. Beatet,

    Eminem

    s hook og Liz' vokal i "Castle" fungerer udmærket sammen med de familieorienterede linjer, og særligt "Arose" er faktisk en virkelig rørende sang. Begge dele er samtidig også temmelig poppede og derfor på mange måder pendanterne til forrige albums "Headlights". Nydelig måde at slutte pladen af på - alt taget i betragtning. Titlen Revival viser sig altså at referere til en historie vi allerede har hørt flere gange før, og det samme kan i store træk ligeledes siges om pladen som helhed. Der er ikke rigtig nogle store overraskelser. Faktisk virker Revival nærmere - både musikalsk og lyrisk - som et uønsket og smagløst potpourri af mandens to forrige udspil (plus en smule Relapse).

    Eminem

    rapper genkendelige linjer over overvejende ulidelige beats, mens han forsøger at presse så mange rim ind i versene som muligt - ofte på bekostning af et naturligt og behageligt flow. Denne 45 årige har desværre mere end nogensinde før akut brug for en musikalsk identitet og stil.

    Eminem

    skulle vist have lyttet til "Stan" en ekstra gang.
  • 10
    Hvis man lytter godt efter, vil man godt kunne genkende mandens skingre stemme, men ellers er der ikke meget, der afslører at Infinite er en plade af stjernerapperen Eminem. Udgivet før nogen kendte til Slim Shady indeholder Infinite en underligt humorforladt og melankolsk

    Eminem

    . Hans flow er glimrende, og han har nogle gode rim, men indholdsmæssigt er pladen temmelig tør og generisk. Og selvom han drømmer om det store gennembrud, så lyder

    Eminem

    ikke rigtig til at have hverken selvtilliden, karismaen eller talentet til at opnå dette. Det er fristende blot at citere pladen og slutte af med et "It's OK", og så heller ikke et gram mere.
  • 9
    En forsinket forløsning på det uforudsigelige og mage samarbejde mellem

    Eminem

    og en af hans få ligesindede og jævnbyrdige kammerater. Royce har altid fået det til at ligne barnemad at rappe side om side med

    Eminem

    , og det gør han i den grad også på denne EP - måske lidt for godt endda. For mens Royce giver den maks gas, virker

    Eminem

    til at køre en smule på autopilot. Måske ikke så overraskende slår denne engang så farlige cocktail bare ikke lige så hårdt i 2011, og det hjælper altså heller ikke, at de har inviteret flødebollen Bruno Mars med på et enkelt nummer. Der er stadig nogle gritty øjeblikke, men pladen ender ultimativt med at falde en smule fladt..
  • 8
    Taget i betragtning af at dette soundtrack består af ene originale skæringer (well), er det bestemt ikke en ringe samling - også selvom størstedelen er en noget blandet landhandel. På trods af de mange store navne bliver pladen nemlig alligevel lidt træg i længden pga. en undervældende og til tider lidt for G-Unit-agtig produktion. Det er dog stadig meget fedt at se

    Young Zee

    fra Outsidaz inkluderet (cool hook), og

    Gang Starr

    kommer med guldet som sædvanlig. Den helt store vinder er dog selvfølgelig

    Eminem

    med sine tre scenestjælende solonumre, der i sig selv gør soundtracket værd at stifte bekendtskab med.
  • 7
    Og

    Eminem

    gik pop. Produktionen på Recovery synes kun at blive værre og værre med årene. Det er kort sagt noget skrammel. Det startede ellers umiddelbart ganske fint med singlen "Not Afraid". Væk var accenterne og de ubehagelige voldtægtshistorier.

    Eminem

    var klar i hovedet, kampklar og med noget på hjerte. Det var anderledes, men det skal der også være plads til. Efter lidt tid opdager man dog, at det hele i virkeligheden er glimmer over substans. Det bliver unægteligt spændende, når

    Eminem

    kommenterer på sine tidligere udgivelser, men overordnet set er sangen (og albummet som helhed) bare en række af kedelige puns over poppede beats med harmløse trommer. Som sagt indeholder Recovery mange puns, men humoren herpå er dødsyg. Du har sjældent lyst til at citere

    Eminem

    for noget som helst herfra, og det er i virkeligheden nok også til begges fordel at undlade dette. Som noget nyt er flere omkvæd sunget af andre end

    Eminem

    selv - som regel kvinder, og det bidrager udelukkende til det mere poppede udtryk uden at gøre musikken nogle som helst tjenester. Når

    Eminem

    selv håndterer omkvædene er det desuden med blandede resultater - som med det komiske ringe hook i "You're Never Over". Mens han i vanlig stil langer opfindsomme rim over disken har

    Eminem

    i denne omgang en uheldig vane med at hæve stemmen lidt mere end godt er. Han er vred, men det er sjældent klart hvorfor. Ligesom Relapse er Recovery forholdsvis konsekvent i sin kvalitet og sit koncept, men desværre er konceptet som regel undervældende og kvaliteten ganske middelmådig.

    Eminem

    er stadig en imponerende rapper, men at lave et godt album kræver altså mere end teknisk snilde. Han skal dog have kudos for at gøre den Haddaway-samplende og Lil Wayne-medvirkende "No Love" meget bedre end nogen havde regnet med.
  • 6
    Det er i dag lidt underligt at tænke på, at

    Eminem

    s store comebackalbum udkom kun fem år efter hans forrige soloudgivelse. Meget kan dog alligevel nå at ske på fem år, men lytter man til Relapse ville man være undskyldt for at tro det modsatte. For meget er sådan set ved det gamle alt taget i betragtning.

    Dr. Dre

    har produceret det meste af pladen, og i vanlig stil disker han op med simple men effektive beats - igen er de til tider inspireret af Em's buldrende militær rytmer, men det fungerer udmærket. Umiddelbart kan produktionen synes en smule mere dyster end tidligere, men dette kan også blot skyldes

    Eminem

    's morbide tekster. I "3 a.m." opdager han en række blodige lig i sin lejlighed, "Insane" fortæller bl.a. om incest og pædofili, og "Same Song & Dance" byder på detaljerede kidnapninger af kendte kvinder. Kort sagt er Relapse med god grund kendt som

    Eminem

    s seriemorder-plade. Der sker dog noget ret spændende i slutningen af "Must Be the Ganja", da

    Eminem

    midt i sin hyldest til marijuana mister bevidstheden. Efter en kort sketch bliver vi introduceret for pladens måske bedste skæring, "Deja Vu", hvor

    Eminem

    åbner op om sit tidligere stofmisbrug samt kammeraten Proofs død få år tidligere. Øjeblikkeligt efter bliver der fulgt op med den inspirerende "Beautiful". Netop som man troede Slim Shady havde overtaget fuldstændig, dukker Marshall Mathers altså op igen. Den konceptuelle del af pladen slutter her med en håbefuld genoprejsning. Slim Shady har altså trods alt ændret sig noget siden de tidlige dage. Det er egentlig ikke fordi pladen er humørløs, men Shady er alligevel blevet langt mere dyster og voldelig samt langt mindre humoristisk. Nyhedsværdien dør desværre temmelig hurtigt. Udover sin blodige lyrik er Relapse også notorisk kendt for de utallige accenter. Det er ret mærkeligt, ja, og det bidrager ikke nødvendigvis med noget godt. Til

    Eminem

    s forsvar skal det dog lyde, at hans stemmeleje igennem hele pladen er forholdsvis naturligt. I samme ånd bør de forskellige hooks også nævnes - de er alle sammen gør-det-selv, og det fungerer ofte ganske fint. Relapse er en spøjs plade. Takket være konceptet er den både musikalsk og kvalitetsmæssigt rimelig konsekvent men samtidig også noget trættende i længden. Om ikke andet er den i hvert fald værd at give et lyt.
  • 5
    Det kan synes noget letkøbt at lave en 2'er til sin mest populære udgivelse, men i et interessant træk er The Marshall Mathers LP 2 i lige så høj grad et modsvar som en efterfølger til originalen. Som når

    Eminem

    undskylder til sin mor for sine mange hadefulde udbrud ("Headlights"), undskylder til ex-kæresten for lignende udbrud ("Stronger Than I Was") og fortæller om fans der bruger hans ord i mod ham ("So Far...). "Bad Guy" er rigtig nok en fortsættelse af "Stan", men den handler igen om konsekvenserne af hans ord samtidig med at den sætter den nye

    Eminem

    i kontekst til den 13 år ældre model.

    Eminem

    gør på den måde nærmest status omkring sin rolle i genren. Hvor er han nu i forhold til dengang, og er han overhovedet relevant længere? Det er et meget interessant koncept, men eksekveringen halter desværre lidt bagefter. Produktionen herpå er en noget blandet landhandel. Værst bliver det med Khalils 'stomp clap' beat i "Survival", den røvirriterende synth i "Rap God", alt ved "Love Game" og de sentimentale keys i "Legacy" (der i øvrigt mere virker til at trække tråde tilbage The Slim Shady LP). "The Monster" burde have været et større hit end det var med sin uhyggeligt fængende melodi og hook, men det hører samtidig ingen steder hjemme på en

    Eminem

    plade. Sagt på en anden måde mangler der noget bas til at at skabe et fyldigere lydbillede. Tænk over det.

    Eminem

    har det også med at vælge beats, der lægger ud med en glimrende melodi blot for at smide den væk så snart første vers begynder. Dette gælder bl.a "So Far..." og "Bad Guy", omend de ikke desto mindre er blandt pladens bedste. "So Far..." er faktisk ganske morsom, da

    Eminem

    fortæller historier og maler billeder fremfor blot at spytte dårlige dadjokes afsted. "Bad Guy" har selvfølgelig ingenting på "Stan", men det er stadig et ganske godt lyt. Den The Zombies-samplende "Rhyme or Reason" er ganske underholdende, omend jeg ikke er stor fan af at basere sit beat på et nærmest en-til-en sample af et populært nummer som "Time of the Season". Man får jo bare lyst til at høre originalen. Singlen "Berzerk" er ligeledes udmærket med sine Beastie Boys-aner, men nummeret er lyrisk desværre ikke andet end tomme kalorier. Og sådan kan man fortsætte med stortset samtlige numre herpå. Jeg vil dog fremhæve "Stronger Than I Was" og "Headlights". Førstnævnte består primært af sang ligesom "Hailie's Song", og selvom

    Eminem

    s sangstemme er mangelfuld for at sige det mildt, lyder han også sårbar og inderlig. Hans afsluttende vers er lidt undervældende, da han ligesom på resten af pladen desværre råber når mindre ville have været langt mere effektivt. "Headlights" indeholder noget poppet soul, men både

    Eminem

    og Nathan Ruess formår alligevel at ramme en åre med denne rørerende olivengren til mor Debbie. The Marshall Mathers LP 2 kunne have været en klassiker. Altså hvis

    Eminem

    gad lyde mere naturlig på mikrofonen, gæstesangerinderne var blevet lukket ude af studiet, og Rick Rubin og co. var blevet fyret og erstattet af mere interessante hip-hop-producere med samme rødder som

    Eminem

    . I stedet må vi finde os i endnu et middelmådigt udspil af en rapper, der til stadighed synes at have svært ved at finde sin plads på den moderne hip-hop scene. Hvem er du, Marshall?
  • 4
    Det er i virkeligheden imponerende, hvor veldefineret Slim Shady-karakteren bliver i løbet af denne EP's bare seks sange. Vi har den aggressive og humoristiske side på "Just Don't Give a Fuck", den mere kyniske side på "Just the Two of Us" (hvor han smider sin kone i havet, mens datteren kigger på), og de to shit-talking "Low, Down, Dirty" og "No One's Iller". Det efterlader selvfølgelig EP'ens to outsidere; først den melankolske "If I Had", hvor Marshall lader drømmene råde - drømme om et simpelt og nemmere liv - altså noget der i en mindre aggressiv udgave lige så vel kunne have været inkluderet på Infinite, og dernæst den stemningsfulde "Murder, Murder" med en underligt velafbalanceret historiefortællende

    Eminem

    . Jovist, der er nogle grafiske scener, men humoren er lagt på hylden for et øjeblik. Produktionen er samtidig udmærket med flere gode beats, så det er ikke så mærkeligt, at

    Eminem

    med denne EP endelig fik skudt karrieren ordentligt i gang.
  • 3

    Eminem

    s store gennembrud er trods det nye, brede bagland temmelig undervældende i sin produktionsværdi og sine sparsomme kompositioner. Marshall kan sagtens udfylde et potentielt tomrum efterladt af et simpelt beat - og det er ofte i disse situationer, at han i virkeligheden skinner mest - men på The Slim Shady LP bliver det bare lidt for benet til tider. Når

    Eminem

    er bedst, er han dog som regel bedre end de fleste andre. Lad det være på den absurde "As the World Turns", den pludselig dybt alvorlige "Rock Bottom" (uden stemningsmæssigt at stikke for meget ud som i genindspilningen af "If I Had") eller "Role Model" med sin uforlignelige sammensmeltning af grotesk selvironi og skarpe kommentarer. The Slim Shady LP er som titlen antyder, hundred procent Shady. Det er skørt, provokerende og underholdende, men det bliver også alt sammen lidt ensidigt i længden. Der mangler af og til lidt mere dybde end den gældende række af absurde udbrud tilbyder - samt mere engagerende beats.

    Eminem

    mangler i virkeligheden et budskab - andet end "jeg siger, hvad der passer mig" - før det bliver virkelig spændende. Niveauet er dog lagt ganske pænt allerede her.
  • 2
    Nærværende plade er i den grad

    Eminem

    s show, da han ikke bare fortsætter sin uforlignelige stime af glohede rim men også har produceret store dele af pladen selv. Em's beats er kendte for at være rimelig tunge med en spinkel melodi, og det er i virkeligheden som regel ikke særlig spændende. På en eller anden måde har han ikke desto mindre alligevel fået det til at fungere en håndfuld gange på The Eminem Show. Disse sange inkluderer det fremragende one-two punch "Soldier" efterfulgt af "Say Goodbye Hollywood", hitsinglen "Cleaning Out My Closet", og ikke mindst den lidt aparte trilogi bestående af "Sing for the Moment", "Superman" og "Hailie's Song". Resten er desværre en lidt undervældende omgang. Stemningsmæssigt og tematisk føles pladen ligeledes en smule fragmenteret og ikke mindst anderledes end forgængeren, da

    Eminem

    som udgangspunkt har pakket Slim Shady og dermed humoren væk og i stedet er blevet utrolig alvorlig at høre på. På The Marshall Mathers LP havde han overskuddet til at gøre lidt grin med hele hans situation, men nu virker han mest af alt til bare at være træt af det hele. Når han endelig tillader et (meget) lille smil at krybe frem på læben, er han mere plat end interessant at høre på ("Business", "Without Me" og til dels "My Dad's Gone Crazy"). Den eneste undtagelse er den ironiske "Superman" der overlever på sin absurditet og underligt ballade-agtige komposition. Ikke-nævnte numre lægger sig et sted i middelmådighedernes baggård. Måske knap så tilfældigt gælder dette samtlige numre med gæstevers fra

    Eminem

    s mindre talentfulde venner. Det siger dog også en del om manden, at man egentlig ikke rigtig gider at høre på andre rappere på hans plader, da de enten ikke er gode nok eller bare hører til i en helt anden afkrog af genren.
  • 1
    Hvis vi glemmer Infinite for et øjeblik (eller for evigt - ingen skade sket), så må The Marshall Mathers LP være den svære 2'er for

    Eminem

    , og jeg er ærlig talt ikke helt sikker på, om en kunstner tidligere eller siden har vist så meget personlig og kunstnerisk udvikling mellem den første og anden plade. Slim Shady er stadig til stede, bevares, men jeg skal da lige love for, at der er kommet kant på drengen. The Marshall Mathers LP er én stor fuck-finger til hele verden, og det kan høres. Al den (negative) opmærksomhed efter udgivelsen af sin forrige plade har tydeligvis overrasket

    Eminem

    - så meget faktisk at han byggede hele nærværende plade op omkring dette faktum. Han er overrasket, målløs og vigtigst af alt vred - og det hører man. Han karikerer sin karakter med mere provokerende billeder end nogensinde før, med et glimt i øjet og et smil på læben, samtidig med at han krydrer hele molevitten med kommentarer om hykleriske forældre, fordomsfulde interviewere, medløbere og mange andre. Sådan er den generelle tone på pladen, men der er to klare anomalier. Den tragiske historie om Stan kender de fleste, men vi har også en anden tragedie, hvori

    Eminem

    myrder sin kone foran sin datter i et eksplosivt raserianfald. Hvad de derudover har til fælles, er, at de begge reelt set er rørende kærlighedshistorier (uden at blive sentimentale) - som du aldrig har hørt dem før. Sandt at sige er de fleste gæsteoptrædener ganske undværlige, "Amityville" er ren filler, og "Drug Ballad" lyder lidt som en rest fra The Slim Shady LP-indspilningerne, men højdepunkterne er ekstreme nok til at overskygge disse mindre flatterende sider af et i øvrigt vanvittigt album.
(c)2014-2019 A.Gabel. Futureproof.
For recommendations, reporting of errors or mistakes (technical or factual) or anything else, contact me at kontakt@agabel.dk.