Get the fuck away from me! Don't touch me! I hate you! I hate you! I swear to God, I hate you! Oh my God, I love you!
DK | EN
Tilbageblik: Eminem | Liste | AGabel

Tilbageblik: Eminem

Tilbageblik: Eminem
Introduktion
Eminem var blot en ung og grøn rapper, da han indspillede musik med Soul Intent i midten af halvfemserne, men han havde tydeligvis en del potentiale. Han satsede formegentligt på at leve op til denne med debuten Infinite, men han havde stadig tydelige problemer med at skille sig ud fra alle andre - både teknisk og tekstmæssigt. Alt dette ændrede sig dog, da han skabte Slim Shady karakteren, som skulle blive hans billet ud af Detroit. Den vanvittige The Slim Shady EP (1997) bød på et opgør med tidligere hvide rappere, psykotisk battlerap og malende og stemningsfulde historier, der til slut nåede

Dr. Dre

's ører, og pludselig fandt

Eminem

sig signet til det nye og lovende Aftermath Records. I årene optil og omkring årtusindskiftet bidragede Eminem med vers på både højtprofilerede albums og obskure undergrundsprojekter, men de mange bidrag havde altid en ting tilfælles: Slim Shady, som bestemt lød til at være kommet for at blive dengang. Samtlige gæstevers er til og med 1999 fyldt med detaljerede beskrivelser af absurde og voldsomme scenarier, og dette fulgte selvfølgelig med over i The Slim Shady LP, der bliver domineret af en selvironisk og hadefuld Slim Shady og vanvittige og morsomme skæringer. Med udgivelsen af The Marshall Mathers LP ændrede stilen sig dog en smule, da han i høj grad adresserede folks negative reaktioner (inkl. anmelderes) på hans Aftermath debut, og Slim Shady blev delvist et middel til overlagt at pisse sarte forældre af. Takket være en mere autentisk, socialrealistisk og klarhovedet aggressivitet var kvaliteten dog på flere punkter større end tidligere. Efter TMMLP gik Eminem forholdsvist væk fra den selvironiske, ligeglade og perverse Slim Shady, og hans tekster blev mere alvorlige ? bl.a. i form af mere seriøse udlæg af hans musiks eftervirkninger, som hørt på The Eminem Show. Han toppede 2002 af med filmen 8 Mile, der mere end nogensinde før skildrede hans sårbare og sympatiske sider, hvilket mere eller mindre fjernede de sidste par modstandere.

Eminem

var pludselig blevet folkeeje. Derefter gik det hele af helvedes til, og takket være bl.a. et slemt stofmisbrug var Eminem ikke særlig interessant i flere år. Med den utroligt platte Encore påtog Eminem sig et som sådan passende flow, der både var uinspirerende og uengagerede, hvilket først ændrede sig i 2009 med Relapse (og Refill). Her valgte Eminem til gengæld at eksperimentere med forskellige og højst unødvendige accenter - og så endda over en ganske god Dr. Dre produktion. Derefter blev han tørlagt osv., hvilket reflekterede sig i titlen på det næste soloalbum; Recovery. Eminem er i dag på ingen måde som dengang for 10+ år siden, men han er trods alt bedre end i flere år. Han hader ikke sig selv mere, hvilket både er godt og skidt, da det ganske sikkert er mere sundt, men det resulterede alligevel i nogle morsomme skæringer dengang (ironisk nok smiler han aldrig mere). Han har dog rusket nyt liv i Slim Shady, der fyrer nogle aggressive, vulgære og voldelige punchlines af. Desværre virker det ikke helt til, at Slim Shady er helt så ligeglad med alting mere, så det har ikke den samme virkning i dag. Han er heller ikke særligt socialrealistisk eller samfundskritisk længere. Faktisk hander Recovery primært om ulykkelig kærlighed - metaforer eller ej - og fokus er derforuden primært på flowet. I 2013 smed han en efterfølger til MMLP på gaden, hvor han delvist vendte tilbage til de mere personlige skæringer, da pladen kan ses som en slags respons på originalen. Ind i mellem har vi så 8 Mile soundtracket,

Shady Records

kompilationerne,

Bad Meets Evil

og en opsamling.

Eminem

's solonumre på soundtracket er skrevet og indspillet i 2002, så de er fantastiske (en acceptabel logisk fejlslutning), mens de to kompilationer er udgivet i hans mellemperiode, så de byder ikke på meget godt nyt.

Bad Meets Evil

vendte tilbage i 2011, så det er et forholdsvist godt bekendtskab. Derudover er der selvfølgelig også

D12

s to studiealbum, men de er ikke inkluderet på listen (ingen af dem er dog noget værd). Man kan stort set måle kvaliteten af et

Eminem

nummer på indspilningsåret - ikke udgivelsesåret, da "No Apologies" ellers ville have været noget af en mønsterbryder..
Sidst ændret d. --
  • 16

    Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
  • 15

    Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
  • 14

    Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
  • 13

    En håndfuld rester fra Relapse-indspilningerne, der angiveligt skulle indeholde et hav af forskellige sange. Det er vel forholdsvis fornuftigt at Relapse: Refill inkludere de bedste af disse, og det kan da også meget vel være, men det er stadig en temmelig ringe samling sange. "Music Box" slutter dog EP'en af på en god tone, mens "Elevator" har et fint omkvæd og beat.
  • 12

    Opsamlingsalbum med alle

    Eminem

    s radiohits udgivet til og med nærværende album selv. Den originale skæring "When I'm Gone" følger i fodsporene på "Mockingbird" fra hans forrige plade med depressive og samtidig håbefulde tanker om børnene. Den anden og sidste originale sang finder man i "Fack" om diverse perversiteter, heriblandt sodomi. Det har noget af den samme uærbødige og respektløse tone som klassisk Slim Shady, bare blottet for kant, humor og substans. Gengængerne fra tidligere album er en blandet landhandel, da

    Eminem

    oftest brillerer mest uden for singlerne, men enkelte af de inkluderede sange er blandt hans bedste. Denne opsamling er derfor kun for lyttere uden større interesse i hip-hop.
  • 11

    Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
  • 10

    Hvis man lytter godt efter, vil man godt kunne genkende mandens skingre stemme, men ellers er der ikke meget, der afslører at Infinite er en plade af stjernerapperen Eminem. Udgivet før nogen kendte til Slim Shady indeholder Infinite en underligt humorforladt og melankolsk

    Eminem

    . Hans flow er glimrende, og han har nogle gode rim, men indholdsmæssigt er pladen temmelig tør og generisk. Og selvom han drømmer om det store gennembrud, så lyder

    Eminem

    ikke rigtig til at have hverken selvtilliden, karismaen eller talentet til at opnå dette. Det er fristende blot at citere pladen og slutte af med et "It's OK", og så heller ikke et gram mere.
  • 9

    En forsinket forløsning på det uforudsigelige og mage samarbejde mellem

    Eminem

    og en af hans få ligesindede og jævnbyrdige kammerater. Royce har altid fået det til at ligne barnemad at rappe side om side med

    Eminem

    , og det gør han i den grad også på denne EP - måske lidt for godt endda. For mens Royce giver den maks gas, virker

    Eminem

    til at køre en smule på autopilot. Måske ikke så overraskende slår denne engang så farlige cocktail bare ikke lige så hårdt i 2011, og det hjælper altså heller ikke, at de har inviteret flødebollen Bruno Mars med på et enkelt nummer. Der er stadig nogle gritty øjeblikke, men pladen ender ultimativt med at falde en smule fladt..
  • 8

    Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
  • 7

    Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
  • 6

    Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
  • 5

    Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
  • 4

    Det er i virkeligheden imponerende, hvor veldefineret Slim Shady-karakteren bliver i løbet af denne EP's bare seks sange. Vi har den aggressive og humoristiske side på "Just Don't Give a Fuck", den mere kyniske side på "Just the Two of Us" (hvor han smider sin kone i havet, mens datteren kigger på), og de to shit-talking "Low, Down, Dirty" og "No One's Iller". Det efterlader selvfølgelig EP'ens to outsidere; først den melankolske "If I Had", hvor Marshall lader drømmene råde - drømme om et simpelt og nemmere liv - altså noget der i en mindre aggressiv udgave lige så vel kunne have været inkluderet på Infinite, og dernæst den stemningsfulde "Murder, Murder" med en underligt velafbalanceret historiefortællende

    Eminem

    . Jovist, der er nogle grafiske scener, men det er ikke spor humoristisk. Produktionen er samtidig udmærket med flere gode beats, så det er ikke så mærkeligt, at

    Eminem

    med denne EP endelig fik skudt karrieren ordentligt i gang.
  • 3

    Eminems store gennembrud er trods det nye, brede bagland temmelig undervældende i sin produktionsværdi og sine sparsomme kompositioner. Marshall kan sagtens udfylde et potentielt tomrum efterladt af et simpelt beat - og det er ofte i disse situationer, at han i virkeligheden skinner mest - men på The Slim Shady LP bliver det bare lidt for benet til tider. Når

    Eminem

    er bedst, er han dog som regel bedre end de fleste andre. Lad det være på den absurde "As the World Turns", den pludselige dybt alvorlige "Rock Bottom" (det bliver dog aldrig mærkeligt som i genindspilningen af "If I Had") eller "Role Model" med sin uforlignelige sammensmeltning af grotesk selvironi og skarpe kommentarer. The Slim Shady LP er som titlen antyder, hundred procent Shady. Det er skørt, provokerende og underholdende, men et dybere budskab skal man som regel lede længe efter. På den måde mangler flere af sangene det bid eller den kant, der gør dem til mere end bare en række usammenhængende absurde ordspil.

    Eminem

    mangler i virkeligheden et budskab - andet end "jeg siger, hvad der passer mig". Altså lige foruden mindeværdige beats.
  • 2

    Nærværende plade er i den grad Eminems show, da han ikke bare fortsætter sin uforlignelige stime af glohede rim men også har produceret store dele af pladen selv. Em's beats er kendt for at være rimelig tunge med en spinkel melodi, og det er i virkeligheden som regel ikke særlig spændende. På en eller anden måde har han ikke desto mindre alligevel fået det til at fungere en håndfuld gange på The Eminem Show. Disse sange inkluderer det fremragende one-two punch "Soldier" efterfulgt af "Say Goodbye Hollywood", hitsinglen "Cleaning Out My Closet", og ikke mindst den lidt aparte trilogi bestående af "Sing for the Moment", "Superman" og "Hailie's Song". Resten er desværre en lidt undervældende omgang. Stemningsmæssigt og tematisk føles pladen ligeledes en smule fragmenteret og ikke mindst anderledes end forgængeren, da Eminem som udgangspunkt har pakket Slim Shady og dermed humoren væk og i stedet er blevet utrolig alvorlig at høre på. På The Marshall Mathers LP havde han overskuddet til at gøre lidt grin med hele hans situation, men nu virker han mest af alt til bare at være træt af det hele. Når han endelig tillader et (meget) lille smil at krybe frem på læben, er han hverken særlig morsom eller interessant at høre på ("Business", "Without Me" og til dels "My Dad's Gone Crazy"). Den eneste undtagelse er den ironiske "Superman" der overlever på sin absurditet og underligt ballade-agtige komposition. Ikke-nævnte numre lægger sig et sted i middelmådighedernes baggård. Måske knap så tilfældigt gælder dette samtlige numre med gæstevers fra

    Eminem

    s mindre talentfulde venner. Det siger dog også en del om manden, at man egentlig ikke rigtig gider at høre på andre rappere på hans plader, da de enten ikke er gode nok eller bare hører til i en helt anden afkrog af genren.
  • 1

    Hvis vi glemmer Infinite for et øjeblik (eller for evigt - ingen skade sket), så må The Marshall Mathers LP være den svære 2'er for

    Eminem

    , og jeg er ærlig talt ikke helt sikker på, om en kunstner tidligere eller siden har vist så meget personlig og kunstnerisk udvikling mellem den første og anden plade. Slim Shady er stadig til stede, bevares, men jeg skal da lige love for, at der er kommet kant på drengen. The Marshall Mathers LP er én stor fuck-finger til hele verden, og det kan høres.

    Eminem

    er ganske simpelt træt af al den (negative) opmærksomhed, han fik efter udgivelsen af sin forrige plade, og det er et temmelig centralt tema for hele nærværende album. Han både lyder, virker og er vred. Han karikerer sin karakter med mere provokerende billeder end nogensinde før, med et glimt i øjet og et smil på læben, samtidig med at han krydrer hele molevitten med kommentarer om hykleriske forældre, fordomsfulde interviewere, medløbere og mange flere. Sådan er den generelle tone på pladen, men der er to klare anomalier. Den tragiske historie om Stan kender de fleste, men vi har også en anden tragedie, hvori

    Eminem

    myrder sin kone foran sin datter i et eksplosivt raserianfald. Den essentielle pointe her ligger i, at de begge reelt set er kærlighedshistorier - som du aldrig har hørt dem før. Sandt at sige er de fleste gæsteoptrædener fuldstændig undværlige, "Amityville" er ren filler, og "Drug Ballad" lyder lidt som en rest fra The Slim Shady LP-indspilningerne, men højdepunkterne er ekstreme nok til at overskygge disse mindre flatterende sider af et i øvrigt vanvittigt album.
(c)2014-2019 A.Gabel. Fremtidssikret.
Har du anbefalinger, fundet fejl på siden (tekniske eller faktuelle) eller andet, så kontakt mig på kontakt@agabel.dk.