By the way, which one's Pink?
DK | EN
Eminem | Kunstner | AGabel
Eminem
Kort biografi
af Aleksander Adrian Gabel,01. 01. 70Detroit-rapperen der mod alle odds tog verden med storm tilbage omkring årtusindeskiftet. Men 'mod alle odds' er måske så meget sagt, da Eminem unægteligt er dybt talentfuld på mikrofonen. Også selvom han kan have svært ved at forvalte dette talent nogle gange.
  • Udvalgt diskografi

    Diskografi

    • År
      Titel
      Pladeselskab
      Vurdering
    • Infinite
      InfiniteRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.7. Jan 2018Hvis man lytter godt efter, vil man godt kunne genkende mandens skingre stemme, men ellers er der ikke meget, der afslører at Infinite er en plade af stjernerapperen Eminem. Udgivet før nogen kendte til Slim Shady indeholder Infinite en underligt humorforladt og melankolsk

      Eminem

      . Hans flow er glimrende, og han har nogle gode rim, men indholdsmæssigt er pladen temmelig tør og generisk. Og selvom han drømmer om det store gennembrud, så lyder

      Eminem

      ikke rigtig til at have hverken selvtilliden, karismaen eller talentet til at opnå dette. Det er fristende blot at citere pladen og slutte af med et "It's OK", og så heller ikke et gram mere.
    • Slim Shady EP
      Slim Shady EPEPRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.7. Jan 2018Det er i virkeligheden imponerende, hvor veldefineret Slim Shady-karakteren bliver i løbet af denne EP's bare seks sange. Vi har den aggressive og humoristiske side på "Just Don't Give a Fuck", den mere kyniske side på "Just the Two of Us" (hvor han smider sin kone i havet, mens datteren kigger på), og de to shit-talking "Low, Down, Dirty" og "No One's Iller". Det efterlader selvfølgelig EP'ens to outsidere; først den melankolske "If I Had", hvor Marshall lader drømmene råde - drømme om et simpelt og nemmere liv - altså noget der i en mindre aggressiv udgave lige så vel kunne have været inkluderet på Infinite, og dernæst den stemningsfulde "Murder, Murder" med en underligt velafbalanceret historiefortællende

      Eminem

      . Jovist, der er nogle grafiske scener, men humoren er lagt på hylden for et øjeblik. Produktionen er samtidig udmærket med flere gode beats, så det er ikke så mærkeligt, at

      Eminem

      med denne EP endelig fik skudt karrieren ordentligt i gang.
    • The Slim Shady LP
      The Slim Shady LPRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.29. Apr 2018

      Eminem

      s store gennembrud er trods det nye, brede bagland temmelig undervældende i sin produktionsværdi og sine sparsomme kompositioner. Marshall kan sagtens udfylde et potentielt tomrum efterladt af et simpelt beat - og det er ofte i disse situationer, at han i virkeligheden skinner mest - men på The Slim Shady LP bliver det bare lidt for benet til tider. Når

      Eminem

      er bedst, er han dog som regel bedre end de fleste andre. Lad det være på den absurde "As the World Turns", den pludselig dybt alvorlige "Rock Bottom" (uden stemningsmæssigt at stikke for meget ud som i genindspilningen af "If I Had") eller "Role Model" med sin uforlignelige sammensmeltning af grotesk selvironi og skarpe kommentarer. The Slim Shady LP er som titlen antyder, hundred procent Shady. Det er skørt, provokerende og underholdende, men det bliver også alt sammen lidt ensidigt i længden. Der mangler af og til lidt mere dybde end den gældende række af absurde udbrud tilbyder - samt mere engagerende beats.

      Eminem

      mangler i virkeligheden et budskab - andet end "jeg siger, hvad der passer mig" - før det bliver virkelig spændende. Niveauet er dog lagt ganske pænt allerede her.
    • The Marshall Mathers LP
      The Marshall Mathers LPRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.11. Feb 2018Hvis vi glemmer Infinite for et øjeblik (eller for evigt - ingen skade sket), så må The Marshall Mathers LP være den svære 2'er for

      Eminem

      , og jeg er ærlig talt ikke helt sikker på, om en kunstner tidligere eller siden har vist så meget personlig og kunstnerisk udvikling mellem den første og anden plade. Slim Shady er stadig til stede, bevares, men jeg skal da lige love for, at der er kommet kant på drengen. The Marshall Mathers LP er én stor fuck-finger til hele verden, og det kan høres. Al den (negative) opmærksomhed efter udgivelsen af sin forrige plade har tydeligvis overrasket

      Eminem

      - så meget faktisk at han byggede hele nærværende plade op omkring dette faktum. Han er overrasket, målløs og vigtigst af alt vred - og det hører man. Han karikerer sin karakter med mere provokerende billeder end nogensinde før, med et glimt i øjet og et smil på læben, samtidig med at han krydrer hele molevitten med kommentarer om hykleriske forældre, fordomsfulde interviewere, medløbere og mange andre. Sådan er den generelle tone på pladen, men der er to klare anomalier. Den tragiske historie om Stan kender de fleste, men vi har også en anden tragedie, hvori

      Eminem

      myrder sin kone foran sin datter i et eksplosivt raserianfald. Hvad de derudover har til fælles, er, at de begge reelt set er rørende kærlighedshistorier (uden at blive sentimentale) - som du aldrig har hørt dem før. Sandt at sige er de fleste gæsteoptrædener ganske undværlige, "Amityville" er ren filler, og "Drug Ballad" lyder lidt som en rest fra The Slim Shady LP-indspilningerne, men højdepunkterne er ekstreme nok til at overskygge disse mindre flatterende sider af et i øvrigt vanvittigt album.
    • The Eminem Show
      The Eminem ShowRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.16. Dec 2017Nærværende plade er i den grad

      Eminem

      s show, da han ikke bare fortsætter sin uforlignelige stime af glohede rim men også har produceret store dele af pladen selv. Em's beats er kendte for at være rimelig tunge med en spinkel melodi, og det er i virkeligheden som regel ikke særlig spændende. På en eller anden måde har han ikke desto mindre alligevel fået det til at fungere en håndfuld gange på The Eminem Show. Disse sange inkluderer det fremragende one-two punch "Soldier" efterfulgt af "Say Goodbye Hollywood", hitsinglen "Cleaning Out My Closet", og ikke mindst den lidt aparte trilogi bestående af "Sing for the Moment", "Superman" og "Hailie's Song". Resten er desværre en lidt undervældende omgang. Stemningsmæssigt og tematisk føles pladen ligeledes en smule fragmenteret og ikke mindst anderledes end forgængeren, da

      Eminem

      som udgangspunkt har pakket Slim Shady og dermed humoren væk og i stedet er blevet utrolig alvorlig at høre på. På The Marshall Mathers LP havde han overskuddet til at gøre lidt grin med hele hans situation, men nu virker han mest af alt til bare at være træt af det hele. Når han endelig tillader et (meget) lille smil at krybe frem på læben, er han mere plat end interessant at høre på ("Business", "Without Me" og til dels "My Dad's Gone Crazy"). Den eneste undtagelse er den ironiske "Superman" der overlever på sin absurditet og underligt ballade-agtige komposition. Ikke-nævnte numre lægger sig et sted i middelmådighedernes baggård. Måske knap så tilfældigt gælder dette samtlige numre med gæstevers fra

      Eminem

      s mindre talentfulde venner. Det siger dog også en del om manden, at man egentlig ikke rigtig gider at høre på andre rappere på hans plader, da de enten ikke er gode nok eller bare hører til i en helt anden afkrog af genren.
    • Encore
      EncoreRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.14. Dec 2017Popularitet skulle vise sig at være

      Eminem

      s største fjende. Efter successen med 8 Mile, en live optræden med

      Elton John

      samt dele af The Eminem Show fandt

      Eminem

      sig pludselig i den ubehagelige situation at være accepteret af den generelle befolkning. Hvem der bare to år tidligere havde betragtet ham som den værst tænkelige rollemodel for sine børn, sang nu med på "Lose Yourself". Men når ens identitet som sangskriver i høj grad trækker på evnen til at provokere og sit had til verden, så bliver en generel accept pludselig til en kunstnerisk krise. Smid et forværrende stofmisbrug oveni, og så har vi Encore.

      Eminem

      har produceret halvdelen af pladen selv. Rent musikalsk er denne halvdel en temmelig uinteressant oplevelse, men det var ligesom forventeligt. Den anden halvdel har set

      Dr. Dre

      bag knapperne, og hvad der til gengæld er meget overraskende, er, at denne del er mindst ligeså undervældende som den første. Faktisk står det så grelt til, at det ikke er til at høre, hvem der står bag hvilke sange. Hvad endnu værre er, at

      Eminem

      som antydet fuldstændig har mistet grebet om vedkommende tekster. Der er ingen gennemgående rød tråd, og som regel er der heller intet budskab. Jovist,

      Eminem

      har inkluderet endnu et throwaway nummer med politiske undertoner ("Mosh") - faktisk kunne man i denne sammenhæng også nævne "Yellow Brick Road", hvor han ligesom i "Soldier" adresserer en offentlig sag om sig selv. Her er det dog i virkeligheden en gammel sag, og hvis det ikke havde været for slutningen, ville han have virket fuldstændig opgivende og forsvarsløs. Hvad blev der af gnisten? Den måske eneste sang, hvor man virkelig føler, at han har noget på hjerte, er "Like Toy Soldiers". Endelig er han oprigtigt vred. Med denne undtagelse er hans vrede ellers udelukkende (og kedsommeligt) rettet mod kvinder i numre som "Spend Some Time" og "Crazy in Love". Det eneste tidspunkt hvor dette bliver interessant er på bonusnummeret "Love You More", der er langt bedre end størstedelen af pladen. På "Big Weenie" er al selvrespekt væk, og selvom du muligvis fniser lidt af "Rain Man", ændrer det ikke på sangens ufatteligt lave niveau. Der er så meget skrammel på Encore, at det næsten ikke er til at tro. Kort sagt fremviser

      Eminem

      en uhyre indifferent levering med monotont flow, idiotiske tekster og ærgerlige beats. At to af singlerne er pladens bedste sange, siger nærmest det hele.
    • Curtain Call: The Hits
      Curtain Call: The HitsOpsamlingRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.18. Dec 2017Opsamlingsalbum med alle

      Eminem

      s radiohits udgivet til og med nærværende album selv. Den originale skæring "When I'm Gone" følger i fodsporene på "Mockingbird" fra hans forrige plade med depressive og samtidig håbefulde tanker om børnene. Den anden og sidste originale sang finder man i "Fack" om diverse perversiteter, heriblandt sodomi (ikke helt ulige "Rain Man" fra Encore). Det har noget af den samme uærbødige og respektløse tone som klassisk Slim Shady, bare blottet for kant, humor og substans. Gengængerne fra tidligere album er en blandet landhandel, da

      Eminem

      oftest brillerer mest uden for singlerne, men enkelte af de inkluderede sange er blandt hans bedste. Denne opsamling er derfor kun for lyttere uden større interesse i hip-hop. Interessant nok vil nye lyttere dog sandsynligvis også blive skuffet, da

      Eminem

      har udgivet en række populære singler siden Curtain Call: The Hits. Så denne opsamling har nok i virkeligheden ikke rigtig noget publikum mere overhovedet.
    • Eminem Presents: The Re-Up
      Sidst ændret d.18. Dec 2017Den eneste grund til at nogen nogensinde har haft interesse i

      Shady Records

      er Shady hamselv, og når det er

      Eminem

      anno 2006, er end ikke han nok til at holde lytterens interesse. Eminem Presents: The Re-Up er derfor en noget ligegyldig udgivelse, som ingen burde ulejlige sig med. Hvis "Cry Now"-remixet alligevel har formået at fange din opmærksomhed, så skulle du hellere give originalen et lyt - den er faktisk ganske god. Med det sagt er der faktisk én grund til at finde The Re-Up frem fra gemmerne, nemlig den lidt ældre sag "No Apologies" fra en hedengangen tid i Em's karriere. I det mindste fik vi endelig dette tidligere uudgivede nummer at høre.
    • Relapse
      RelapseRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.14. Dec 2017Det er i dag lidt underligt at tænke på, at

      Eminem

      s store comebackalbum udkom kun fem år efter hans forrige soloudgivelse. Meget kan dog alligevel nå at ske på fem år, men lytter man til Relapse ville man være undskyldt for at tro det modsatte. For meget er sådan set ved det gamle alt taget i betragtning.

      Dr. Dre

      har produceret det meste af pladen, og i vanlig stil disker han op med simple men effektive beats - igen er de til tider inspireret af Em's buldrende militær rytmer, men det fungerer udmærket. Umiddelbart kan produktionen synes en smule mere dyster end tidligere, men dette kan også blot skyldes

      Eminem

      's morbide tekster. I "3 a.m." opdager han en række blodige lig i sin lejlighed, "Insane" fortæller bl.a. om incest og pædofili, og "Same Song & Dance" byder på detaljerede kidnapninger af kendte kvinder. Kort sagt er Relapse med god grund kendt som

      Eminem

      s seriemorder-plade. Der sker dog noget ret spændende i slutningen af "Must Be the Ganja", da

      Eminem

      midt i sin hyldest til marijuana mister bevidstheden. Efter en kort sketch bliver vi introduceret for pladens måske bedste skæring, "Deja Vu", hvor

      Eminem

      åbner op om sit tidligere stofmisbrug samt kammeraten Proofs død få år tidligere. Øjeblikkeligt efter bliver der fulgt op med den inspirerende "Beautiful". Netop som man troede Slim Shady havde overtaget fuldstændig, dukker Marshall Mathers altså op igen. Den konceptuelle del af pladen slutter her med en håbefuld genoprejsning. Slim Shady har altså trods alt ændret sig noget siden de tidlige dage. Det er egentlig ikke fordi pladen er humørløs, men Shady er alligevel blevet langt mere dyster og voldelig samt langt mindre humoristisk. Nyhedsværdien dør desværre temmelig hurtigt. Udover sin blodige lyrik er Relapse også notorisk kendt for de utallige accenter. Det er ret mærkeligt, ja, og det bidrager ikke nødvendigvis med noget godt. Til

      Eminem

      s forsvar skal det dog lyde, at hans stemmeleje igennem hele pladen er forholdsvis naturligt. I samme ånd bør de forskellige hooks også nævnes - de er alle sammen gør-det-selv, og det fungerer ofte ganske fint. Relapse er en spøjs plade. Takket være konceptet er den både musikalsk og kvalitetsmæssigt rimelig konsekvent men samtidig også noget trættende i længden. Om ikke andet er den i hvert fald værd at give et lyt.
    • Relapse: Refill
      Relapse: RefillEPRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.18. Dec 2017En håndfuld rester fra Relapse-indspilningerne, der angiveligt skulle indeholde et hav af forskellige sange. Det er vel forholdsvis fornuftigt at Relapse: Refill inkludere de bedste af disse, og det kan da også meget vel være, men det er stadig en temmelig ringe samling sange. "Music Box" slutter dog EP'en af på en god tone, mens "Elevator" har et fængende omkvæd og beat.
    • Recovery
      RecoveryRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.14. Dec 2017Og

      Eminem

      gik pop. Produktionen på Recovery synes kun at blive værre og værre med årene. Det er kort sagt noget skrammel. Det startede ellers umiddelbart ganske fint med singlen "Not Afraid". Væk var accenterne og de ubehagelige voldtægtshistorier.

      Eminem

      var klar i hovedet, kampklar og med noget på hjerte. Det var anderledes, men det skal der også være plads til. Efter lidt tid opdager man dog, at det hele i virkeligheden er glimmer over substans. Det bliver unægteligt spændende, når

      Eminem

      kommenterer på sine tidligere udgivelser, men overordnet set er sangen (og albummet som helhed) bare en række af kedelige puns over poppede beats med harmløse trommer. Som sagt indeholder Recovery mange puns, men humoren herpå er dødsyg. Du har sjældent lyst til at citere

      Eminem

      for noget som helst herfra, og det er i virkeligheden nok også til begges fordel at undlade dette. Som noget nyt er flere omkvæd sunget af andre end

      Eminem

      selv - som regel kvinder, og det bidrager udelukkende til det mere poppede udtryk uden at gøre musikken nogle som helst tjenester. Når

      Eminem

      selv håndterer omkvædene er det desuden med blandede resultater - som med det komiske ringe hook i "You're Never Over". Mens han i vanlig stil langer opfindsomme rim over disken har

      Eminem

      i denne omgang en uheldig vane med at hæve stemmen lidt mere end godt er. Han er vred, men det er sjældent klart hvorfor. Ligesom Relapse er Recovery forholdsvis konsekvent i sin kvalitet og sit koncept, men desværre er konceptet som regel undervældende og kvaliteten ganske middelmådig.

      Eminem

      er stadig en imponerende rapper, men at lave et godt album kræver altså mere end teknisk snilde. Han skal dog have kudos for at gøre den Haddaway-samplende og Lil Wayne-medvirkende "No Love" meget bedre end nogen havde regnet med.
    • The Marshall Mathers LP 2
      The Marshall Mathers LP 2RAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.18. Dec 2017Det kan synes noget letkøbt at lave en 2'er til sin mest populære udgivelse, men i et interessant træk er The Marshall Mathers LP 2 i lige så høj grad et modsvar som en efterfølger til originalen. Som når

      Eminem

      undskylder til sin mor for sine mange hadefulde udbrud ("Headlights"), undskylder til ex-kæresten for lignende udbrud ("Stronger Than I Was") og fortæller om fans der bruger hans ord i mod ham ("So Far...). "Bad Guy" er rigtig nok en fortsættelse af "Stan", men den handler igen om konsekvenserne af hans ord samtidig med at den sætter den nye

      Eminem

      i kontekst til den 13 år ældre model.

      Eminem

      gør på den måde nærmest status omkring sin rolle i genren. Hvor er han nu i forhold til dengang, og er han overhovedet relevant længere? Det er et meget interessant koncept, men eksekveringen halter desværre lidt bagefter. Produktionen herpå er en noget blandet landhandel. Værst bliver det med Khalils 'stomp clap' beat i "Survival", den røvirriterende synth i "Rap God", alt ved "Love Game" og de sentimentale keys i "Legacy" (der i øvrigt mere virker til at trække tråde tilbage The Slim Shady LP). "The Monster" burde have været et større hit end det var med sin uhyggeligt fængende melodi og hook, men det hører samtidig ingen steder hjemme på en

      Eminem

      plade. Sagt på en anden måde mangler der noget bas til at at skabe et fyldigere lydbillede. Tænk over det.

      Eminem

      har det også med at vælge beats, der lægger ud med en glimrende melodi blot for at smide den væk så snart første vers begynder. Dette gælder bl.a "So Far..." og "Bad Guy", omend de ikke desto mindre er blandt pladens bedste. "So Far..." er faktisk ganske morsom, da

      Eminem

      fortæller historier og maler billeder fremfor blot at spytte dårlige dadjokes afsted. "Bad Guy" har selvfølgelig ingenting på "Stan", men det er stadig et ganske godt lyt. Den The Zombies-samplende "Rhyme or Reason" er ganske underholdende, omend jeg ikke er stor fan af at basere sit beat på et nærmest en-til-en sample af et populært nummer som "Time of the Season". Man får jo bare lyst til at høre originalen. Singlen "Berzerk" er ligeledes udmærket med sine Beastie Boys-aner, men nummeret er lyrisk desværre ikke andet end tomme kalorier. Og sådan kan man fortsætte med stortset samtlige numre herpå. Jeg vil dog fremhæve "Stronger Than I Was" og "Headlights". Førstnævnte består primært af sang ligesom "Hailie's Song", og selvom

      Eminem

      s sangstemme er mangelfuld for at sige det mildt, lyder han også sårbar og inderlig. Hans afsluttende vers er lidt undervældende, da han ligesom på resten af pladen desværre råber når mindre ville have været langt mere effektivt. "Headlights" indeholder noget poppet soul, men både

      Eminem

      og Nathan Ruess formår alligevel at ramme en åre med denne rørerende olivengren til mor Debbie. The Marshall Mathers LP 2 kunne have været en klassiker. Altså hvis

      Eminem

      gad lyde mere naturlig på mikrofonen, gæstesangerinderne var blevet lukket ude af studiet, og Rick Rubin og co. var blevet fyret og erstattet af mere interessante hip-hop-producere med samme rødder som

      Eminem

      . I stedet må vi finde os i endnu et middelmådigt udspil af en rapper, der til stadighed synes at have svært ved at finde sin plads på den moderne hip-hop scene. Hvem er du, Marshall?
    • Shady XV
      Shady XVKompilationRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.18. Dec 2017Den første skive med originale skæringer er temmelig kedelig, og den anden skive med gamle kendinge er mindst ligeså. Dette uhyggelige dobbeltalbum er en hadegave af første klasse - en plade man kan udfordre sine venner til koncentreret at høre igennem fra start til slut. Det er dog værd at nævne posse-cuttet "Detroit vs. Everybody", hvor man desværre nok for både første og sidste gang får lov at høre

      Eminem

      og

      Royce da 5'9"

      dele mikrofonen med

      Danny Brown

      .

      Big Sean

      medvirker også, og han gør det faktisk ganske hæderligt.

      Eminem

      har godt af disse posse-cuts med rappere han ikke normalt jammer med.
    • Revival
      RevivalRAnmeldelse tilgængelig
      Sidst ændret d.20. Dec 2017Med det amerikanske flag på coveret og singlen "Untouchable" var det naturligt at forvente et usædvanligt politisk ladede udspil fra

      Eminem

      . I virkeligheden er Revival dog et meget typisk

      Eminem

      album. Den politiske snak er stortset begrænset til førnævnte nummer og den skrækkelige "Like Home" - resten af tiden snakker han i stedet lidt mere om sit tidligere stofmisbrug, kammeraten Proof, sine døtre, ekskonen og sin smuldrende selvtillid (selvfølgelig krydret med platte ordspil). Man skulle tro, at manden ville have udviklet sig bare en lille smule i løbet af 10'erne, men alt taget i betragtning er det åbenbart ikke tilfældet. Så har du hørt hans plader siden hans comeback i 2009, er der en chance for at meget af Revival vil lyde bekendt. Er du glad for nogle af de gæstende sangere, er der endnu større chance for at dele af pladen lyder bekendt, da enkelte af gæsterne synes mere eller mindre at overtage det her foretagende fuldstændig. "River" lyder som et Ed Sheeran-nummer, og ligeledes lyder "Need Me" som et Pink-nummer. Tilsammen er de pendanterne til forrige plades "The Monster" - bare dårligere og endnu mere fejlplacerede . Skylar Grey medvirker også endnu engang, og vanen tro er hun elendig. Jeg mistanker Alex da Kid for at sælge pakkeløsninger, hvor man intet beat får uden et hook fra kollegaen Grey, og så må man ellers bare forsøge at skrive nogle tekster, der passer bare nogenlunde med omkvædet. Det værste er dog, at beatet ikke engang er godt. Alle pladens sange med krediterede gæstesangere har generelt upassende hooks og frygtelige beats - om det så er melodramatiske klaverballader eller oppustede stadiumrap. "Bad Husband" (om hvor god en far Em er) er den eneste potentielle undtagelse, da X Ambassadors synger det meget overbevisende, omend det lyrisk stadig er noget makværk. Ligesom på forgængeren er der også her blevet gjort åbenlyst brug af samples af kendte sange, som

      The Cranberries

      ' "Zombie" i "In Your Head" og

      Joan Jett & the Blackhearts

      ' "I Love Rock 'n' Roll" i "Remind Me", og det er desværre svært at gøre andet end ryste på hovedet af resultatet. Pladen starter som sådan på meget passende vis med den sentimentale single "Walk on Water", hvor en stadig underligt aggressiv

      Eminem

      atter engang reflekterer over sin karriere. Såmænd meget fornuftigt, men det er sgu lidt frustrerende at høre, hvordan han virkelig kæmper med at tilfredsstille sine fans, når han jo evt. bare kunne starte med at droppe denne omgang følsomsporno og poppede ekshibition. Den anden single "Untouchable" er faktisk udmærket med et fængende beat og en lyrisk gennemgang af det forgangende politiske år. Han nævner i øvrigt også Trump i "Offended", der i virkeligheden ikke er særlig stødende. Nogle af pladens bedre skæringer finder vi i form af den Relapse-agtige "Framed" med sin gyngende rytme og sit velintegrerede omkvæd, og i højere grad den aggressive "Believe" med sit simple beat og en mere-end-sædvanlig overbevisende vrede hos vor vært. Lyrisk er der smagsprøver på interessante linjer, men vi slipper desværre ikke for hovedrystende ordspil. "Heat" vækker også en smule opsigt med sit opdaterede "King of Rock"-beat, skørtejagtende vers og festlige hook - det bliver bare lige lovlig halbal-agtig i længden. Pladens højdepunkt finder vi først i den afsluttende lille duo bestående af "Castle" og "Arose", hvor

      Eminem

      giver os indsigt i sin situation lige før sit store gennembrud samt det kritiske tidspunkt kort efter Proofs død. Derefter møder historien på interessant vis en skillevej og deler sig derfor i to - den ene kender vi allerede, den anden var frygtet af fans verden over. Beatet,

      Eminem

      s hook og Liz' vokal i "Castle" fungerer udmærket sammen med de familieorienterede linjer, og særligt "Arose" er faktisk en virkelig rørende sang. Begge dele er samtidig også temmelig poppede og derfor på mange måder pendanterne til forrige albums "Headlights". Nydelig måde at slutte pladen af på - alt taget i betragtning. Titlen Revival viser sig altså at referere til en historie vi allerede har hørt flere gange før, og det samme kan i store træk ligeledes siges om pladen som helhed. Der er ikke rigtig nogle store overraskelser. Faktisk virker Revival nærmere - både musikalsk og lyrisk - som et uønsket og smagløst potpourri af mandens to forrige udspil (plus en smule Relapse).

      Eminem

      rapper genkendelige linjer over overvejende ulidelige beats, mens han forsøger at presse så mange rim ind i versene som muligt - ofte på bekostning af et naturligt og behageligt flow. Denne 45 årige har desværre mere end nogensinde før akut brug for en musikalsk identitet og stil.

      Eminem

      skulle vist have lyttet til "Stan" en ekstra gang.

    Udvalgte sange

    Sange

    • År
      Titel
      Favorit
    • 1
      Infinite
      Infinite
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 2
      Infinite
      Never 2 Far
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 1
      Slim Shady EP
      Just Don't Give a Fuck
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 2
      Slim Shady EP
      Just the Two of Us
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 3
      Slim Shady EP
      No One's Iller
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 4
      Slim Shady EP
      Murder, Murder
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 1
      The Slim Shady LP
      Brain Damage
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 2
      The Slim Shady LP
      Role Model
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 3
      The Slim Shady LP
      Cum On Everybody
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 4
      The Slim Shady LP
      Rock Bottom
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 5
      The Slim Shady LP
      As The World Turns
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 6
      The Slim Shady LP
      Still Don't Give a Fuck
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    EminemIkke-album sange2000
    • -
      I Remember
      I Remember
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • -
      Hellbound
      Hellbound
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 1
      The Marshall Mathers LP
      Public Service Announcement 2000 [skit]
      --Vi varmer op med endnu en morsom lille sketch.
    • 2
      The Marshall Mathers LP
      Kill You
      --Et meget simpelt og eksperimentelt beat fra

      Dr. Dre

      skyder albummet i gang.

      Eminem

      synes dog næsten at ignorere det med et vanvigtige flow, der får det til at lyde som om, at det er beatet, der følger ham. Dette er et godt eksempel på Eminem’s superbe teknik, hvilket i sig selv gør nummeret værd at høre, men tilføj en fed attitude og et interessant beat og så har man et udmærket nummer. Tekstuniverset er nyt på den måde, at han er mindre selvhadsk og mere tilbøjelig til at lave sjov med folks opfattelse af ham. Det betyder, at man ikke finder hysterisk morsomme og højt selvironiske linjer som dem på The Slim Shady LP, men derimod et større fokus på dyrkelsen af det absurde og ytring af meninger.
    • 3
      The Marshall Mathers LP
      Stan
      --Om halvtreds år vil ”Stan” muligvis være synonym med

      Eminem

      (og altså ikke ”

      Love

      the Way You Lie”), da det om noget er hans største hit til dato – både kommercielt (måske på nær førnævnte nummer) og hos fans af både ham og hip-hop generelt. Alle sammen og din mor kender nummeret, og I har formegentlig allerede en (positiv) mening om det. Men det er sgu også et fandens godt nummer. Det er en knytnæve i hovedet på alle forældre og lignende, der har været efter ham, da

      Eminem

      her viser, hvordan han er i virkeligheden; fornuftig, bekymret for sine medmennesker, betænksom og faktisk ikke så dårligt et forbillede alligevel. Han vil bestemt ikke opmuntre sine fans til at gøre sig selv fortræd og sine nærmeste, men derimod anbefaler han, at de får styr på deres liv og passer på sig selv, sin familie og sine venner. Dette formidler han ud ved hjælp af fantastisk historiefortælling med sans for detaljer og sågar referencer til tidligere materiale (jeg elsker, når en kunstner på denne måde viser, at vedkommende ikke har glemt sine rødder). ”Stan” er et ekstremt eksempel på et forhold mellem en fan og

      Eminem

      , og hvordan det kan eskalerer ud af kontrol, uden at

      Eminem

      på nogen måde ønskede det. Det er fyldt med følelser, autentiske øjeblikke og drama. Det er originalt, tragisk og overraskende. Det er

      Eminem

      , når han er bedst. At omkvædet er et smukt og fantastisk rammende sample fra Dido’s ”Thank You” (hvilket endda gjorde, at hun blev anvist på featured) og at produktionen, som er udarbejdet af den ukendte 45 King, er lige i skabet, gør kun herligheden endnu bedre. Perfekt.
    • 4
      The Marshall Mathers LP
      Paul [skit]
      --Skit...
    • 5
      The Marshall Mathers LP
      Who Knew
      --

      Eminem

      lægger ud med nogle linjer, som den åbenbart gensidige inspirationskilde

      Masta Ace

      benyttede sig af året efter på "Don't Understand". Nummeret udvikler sig derefter hurtigt til et forsvar mod beskyldningerne om, at han skulle have en dårlig indflydelse på verdens børn, og alene være skyld i deres derefter kriminelle eller på anden vis skidte handlinger – selvfølgelig fortalt med jævnlige jokes. Et forholdsvis alvorligt emne som dog stadig bliver behandlet med masser af humor og ironi – modsat ”Sing for the Moment” fra det næste album, hvor han besøger emnet igen men griber det lidt anderledes an. Slim Shady og

      Eminem

      lader mikrofonen gå på tur så at sige i dette nummer. Så selvom Dr. Dre’s beat ikke er noget specielt, er det stadig et meget underholdende nummer.
    • 6
      The Marshall Mathers LP
      Steve Berman [skit]
      --... og endnu en skit. De fungerer dog udmærket på

      Eminem

      s første par plader.
    • 7
      The Marshall Mathers LP
      The Way I Am
      --

      Eminem

      er meget vred (men han kan dog blive vredere), og heldigvis fortæller han os hvorfor herpå. Primært er han efter medierne, da de er efter ham, eller som hans siger: De peger på ham, så han viser også dem en finger. Hans produktion er voldsomt fed, og passer perfekt til hans stemme og emnevalg. Dette er super arrigt og super godt. Tænk at dette engang blev spillet i radioen.
    • 8
      The Marshall Mathers LP
      The Real Slim Shady
      --Albummets første single er noget bedre end ”My Name Is”. Selvfølgelig ikke albummets bedste, men okay samtidig med at det også skal være et muntert og stort hit. Det er egentligt et ret rodet nummer med mange urelaterede behandlede emner, f.eks. et diss af

      Christina Aguilera

      , på grund af at hun afslørede Kim og Eminem’s ægteskab før planlagt. Nummeret har sine sjove øjeblikke, er til tider provokerende og har et fængende beat, så det gjorde, hvad det skulle; tiltrække opmærksomhed og gjorde det uden bagefter at være helt ubrugeligt.
    • 9
      The Marshall Mathers LP
      Remember Me
      --

      Sticky Fingaz

      (fra Onyx) lægger såmænd et glimrende vers, men han passer ikke rigtig ind. Det er ret tydeligt, at nummeret her dybest set er en rest fra tidligere indspilningssessioner.
    • 10
      The Marshall Mathers LP
      I'm Back
      --

      Eminem

      er meget glad for at annoncere sine 'comebacks', hvilket han derfor gør på omtrent alle sine albums, men her er han endda gået så vidt som til at kalde et nummer ”I’m Back”, hvilket er utroligt dumt. Det siger ikke noget om nummeret – andet end at det formegentligt vil være mere af det samme. Titlen gentages i omkvædet og produktionen er kedelig, hvilket desværre gør dette nummer temmelig anonymt. Det er synd, da versene faktisk er fyldt med den sjove humor, vi kender fra det forrige album. Et nummer med spildt potentiale som "I'm Shady" fra hans forrige udgivelse.
    • 11
      The Marshall Mathers LP
      Marshall Mathers
      --Efter et par kedelige

      Dr. Dre

      produktioner får vi endelig noget fra Bass brødrene igen, og deres ankomst er meget værdsat. Igen er et simpelt guitarriff hovedingrediensen i en simpel men god produktion. Endnu bedre er Eminem’s vers, som er fantastiske. Han er, som altid når han er bedst, vred, og denne gang går det bl.audover popartister, gruppen Insance Clown Posse, sin familie (ikke Hailie) og XXL magasinet. Han er ofte efter sin mors advokat, men hans navn er utroligt nok blevet censureret væk – også på eksplicit udgivelsen, og det er ikke engang sidste gang det sker på albummet. Det skal også nævnes, at han synger et ganske acceptabelt omkvæd, hvilket alt sammen gør dette nummer til et af albummets bedste, og det siger ikke så lidt.
    • 12
      The Marshall Mathers LP
      Ken Kaniff [skit]
      --Alle Ken Kaniff sketches må gerne dø. Meget hurtigt.
    • 13
      The Marshall Mathers LP
      Drug Ballad
      --Hele nummeret leder tankerne tilbage til The Slim Shady LP, specielt hans flow og levering, da han stadig lyder som den fattige rapper, han var før sit gennembrud. Det er dog ikke positivt, da nummeret derfor virker akavet og malplaceret – så malplaceret at det måske ikke burde have været inkluderet på albummet.
    • 14
      The Marshall Mathers LP
      Amityville
      --

      Bizarre

      leverer det mest fucked op vers i hele nummeret, hvilket får

      Eminem

      til at ligne en grøn spejder ved siden af med sine kedelige vers og sit uinspirerende flow. Ikke at

      Bizarre

      er bedre dog, da nummeret generelt er dårligt, inkl. det forfærdelige omkvæd.
    • 15
      The Marshall Mathers LP
      Bitch Please II
      --Her finder man så endnu et atypisk nummer, som er en slags efterfølger til Snoop’s ”Bitch Please” udgivet året før på hans No Limit Top Dogg plade, og som også blev gæstet af

      Xzibit

      og

      Nate Dogg

      og produceret af

      Dr. Dre

      . Faktisk er part to nærmest en slags homage til førnævnte nummer, da

      Eminem

      i sit vers imiterer Snoop en del. Det er sgu fedt nok at høre Snoop og

      Eminem

      på det samme nummer, men det hele virker lidt for ’homage’-agtigt, og nummeret har derfor svært ved at finde sig selv. Det bliver lidt for rodet.
    • 16
      The Marshall Mathers LP
      Kim
      --

      Eminem

      brokkede sig for 3 år siden over Kim’s angivelige affære med en anden mand (med en lille søn), hvilket endte ud i ”Just the Two of Us” eller ”’97 Bonnie & Clyde” som den senere blev kendt som. De blev jo så sidenhen gift, men Eminem’s vrede var, når man hører ”Kim”, tydeligvis ikke slukket endnu. ”Kim” er en prequel til førnævnte numre (på trods af kontinuets problemer), da Kim i dette nummer bliver konfronteret med Eminem’s viden og til slut slået ihjel, og

      Eminem

      derefter i ”’97 Bonnie & Clyde” snakker det igennem med sin datter Hailie, mens de kører ud til vandet, hvor de smider Kim i. Da han tidligere snakkede med sin datter, var tonen ikke så hård, men når han her snakker med Kim, slipper han alle tøjler. Det er en slags scriptet stream-of-conciousness, hvor alle hans tanker bliver råbt højt. Det er fyldt med følelser, og det interessante er, at det ikke kun er hadefulde følelser. Nogle har sågar kaldet ”Kim” en slags kærlighedssang.

      Eminem

      indrømmer også selv i nummeret, at han elsker Kim, men hader hende for, hvad hun har gjort. Det er vanvittigt og sindsoprivende, men det er også hudløst ærligt, smukt, originalt, revolutionerende og ganske simpelt et mesterværk. Den anden censurering på albummet finder man i øvrigt ikke overraskende på dette nummer, når

      Eminem

      skærer halsen over på elskerens 4-årige søn…
    • 17
      The Marshall Mathers LP
      Under the Influence
      --Det er næsten latterligt, så mange fordele

      Eminem

      har, når han rapper med de andre fra

      D12

      . En ting er, at han er den bedste af dem, men hans stemme er også super let genkendelig, hvilket ikke kan siges om nogle af de andre. Alle deres vers er nærmest også identiske undtagen Bizarre’s, da han igen siger nogle syge ting.

      D12

      har aldrig bidraget med noget positivt til en

      Eminem

      plade, og det ændrer sig nok ikke i fremtiden.
    • 18
      The Marshall Mathers LP
      Criminal
      --

      Eminem

      leger med folks syn på ham, og går derfor endnu engang all-in på sit sidste nummer, og spytter en masse provokerende og morsomme linjer. For hvis folk virkelig tror, at han går rundt og myrder folk, så er det det, de får. Nummeret er derfor et stort miks af fakta, seriøsitet, imitationer, fiktion, sarkasme og anden humor leveret med en kæk og legende attitude. Det er fandens underholdende. Produktionen af FBT brødrene er noget nær perfekt, så

      Eminem

      formår virkelig at slutte med stil.
    EminemIkke-album sange2001
    • -
      Stimulate
      Stimulate
      --Det bedste Eminem nummer der aldrig fandt vej til et officielt studiealbum.
    • 1
      The Eminem Show
      Cleanin' Out My Closet
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 2
      The Eminem Show
      Soldier
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 3
      The Eminem Show
      Say Goodbye Hollywood
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 4
      The Eminem Show
      Sing for the Moment
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 5
      The Eminem Show
      Superman
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 6
      The Eminem Show
      Hailie's Song
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 1
      Encore
      Like Toy Soldiers
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 2
      Encore
      Love You More
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 1
      Curtain Call: The Hits
      Stan [Live]
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 1
      Relapse
      Insane
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 2
      Relapse
      Hello
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 3
      Relapse
      Same Song & Dance
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 4
      Relapse
      Deja Vu
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 5
      Relapse
      Underground
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 1
      Relapse: Refill
      Elevator
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 2
      Relapse: Refill
      Music Box
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 1
      Recovery
      Cold Wind Blows
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 2
      Recovery
      Going Through Changes
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 3
      Recovery
      No Love
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 4
      Recovery
      Almost Famous
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 1
      The Marshall Mathers LP 2
      Bad Guy
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 2
      The Marshall Mathers LP 2
      Rhyme Or Reason
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 3
      The Marshall Mathers LP 2
      Stronger Than I Was
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 4
      The Marshall Mathers LP 2
      So Far...
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 5
      The Marshall Mathers LP 2
      Headlights
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 1
      Revival
      Believe
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 2
      Revival
      Castle
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.
    • 3
      Revival
      Arose
      Ups! Der er desværre intet at komme efter her endnu.

    Udvalgte citater

    Citater

    • The Marshall Mathers LP2000
    • Get the fuck away from me! Don't touch me! I hate you! I hate you! I swear to God, I hate you! Oh my God, I love you!Kim
(c)2014-2019 A.Gabel. Fremtidssikret.
Har du anbefalinger, fundet fejl på siden (tekniske eller faktuelle) eller andet, så kontakt mig på kontakt@agabel.dk.