Jeg sover dårligt, har gjort det så lang tilbage, jeg kan husk', håber det ændrer sig på mine gamle dage. Men den her nat gør det ik' noget, for måneskin falder på hende, mens hun lægger her på min seng.
DK | EN
Man kan roligt være glad for sit eksemplar a... | Anmeldelse | AGabel

Track by trackEminemThe Marshall Mathers LP

Man kan roligt være glad for sit eksemplar af TMMLP, da det uden tvivl var og er købet værd

Af Aleksander Adrian Gabel21. 12. 17
Man kan roligt være glad for sit eksemplar af TMMLP, da det uden tvivl var og er købet værd
År 2000 Pladeselskab Shady Records Land USA Genre Hip-Hop

Efter Eminem's enorme succes med The Slim Shady LP og Marshall's og Kim’s officielle genforening og bryllup to måneder efter udgivelsen skulle man tro at alt nu åndende fred og idyl i den lille familie for første gang, og det gjorde det måske også for en stund, men det kunne selvfølgelig ikke vare ved – ikke når man har at gøre med et dysfunktionelt forhold, som før eller senere vil falde fra hinanden, og aggressive og vulgære tekster, som uden tvivl fik blodtrykket op hos forstadsmødre, når de hørte deres børn citerer dem. De arrige mødre og diverse foreninger var dog på dette tidspunkt stadig forholdsvis under kontrol, hvilket bare ikke også gjaldt ægteskabet. For der var skam problemer i forholdet, og ”Kim” gjorde bare ondt værre. Det skulle dog først være ved en liveoptræden af nummeret, at bærret flød over, da Kim var blandt publikum og ellers var blevet lovet dets fravær. Hun tog derefter hjem til sin mor, og forsøgte at tage sit eget liv. Det mislykkedes hende selvfølgelig, men kort efter søgte parret om skilsmisse. Men tilbage til The Marshall Mathers LP; et album, man skulle tro, er en guidet rejse gennem familiefaren Marshall Mathers’ liv, men det er dog ikke helt korrekt. Derimod forsøger Eminem at forklare, hvorfor han er en misforstået kunstner og arbejder med to begreber; virkelighed og fiktion – mere eller mindre repræsenteret af henholdsvis Marshall Mathers og Slim Shady personlighederne, som af misinformerede mennesker er betragtet som en og samme person. Marshall er ikke en kriminel, og hans handlinger er ikke altid en refleksion af hans tekster. Paradoksalt nok måske netop pga. teksterne, da han med dem kommer ud med meget af sin vrede. Men hvordan viser man så det? Man siger det enten lige ud som på ”Criminal”, introducerer lytteren for éns sande sind som på ”Stan” eller tydeliggøre brugen af fiktion som på ”Kill You”. Royce da 5’9” er nu desværre ude af billedet, og i stedet bliver albummet gæstet af Eminem’s kammerater fra D12 og for en sjælden gang Dr. Dre affilierede Snoop Dogg og Xzibit bl.a. Produktionerne er denne gang ligeligt fordelt mellem FBT Productions og Dr. Dre med undtagelse af en enkelt fra DJ Mark the 45 King og en sidste af Eminem. Den selvproducerede ”The Way I Am” var det sidste nummer, der blev indspillet til albummet, hvilket forklarer, hvorfor den på sin vis er et kig ind i fremtiden, da Eminem selv primært står for alle produktioner på hans næste cd, plus han også på dette nummer for første, men ikke sidste, gang bragte sin voldsomme vrede over i sine mere faktuelle og seriøse numre. The Marshall Mathers LP har solgt over 10 millioner kopier i U.S.A., vundet mange priser, og anses af flere hoveder som hans bedste album, men det gør jo ikke nødvendigvis et album godt, som vi har fået bevist mange gange både før og siden.

  • 2Kill You
    --Et meget simpelt og eksperimentelt beat fra

    Dr. Dre

    skyder albummet i gang.

    Eminem

    synes dog næsten at ignorere det med et vanvigtige flow, der får det til at lyde som om, at det er beatet, der følger ham. Dette er et godt eksempel på Eminem’s superbe teknik, hvilket i sig selv gør nummeret værd at høre, men tilføj en fed attitude og et interessant beat og så har man et udmærket nummer. Tekstuniverset er nyt på den måde, at han er mindre selvhadsk og mere tilbøjelig til at lave sjov med folks opfattelse af ham. Det betyder, at man ikke finder hysterisk morsomme og højt selvironiske linjer som dem på The Slim Shady LP, men derimod et større fokus på dyrkelsen af det absurde og ytring af meninger.
  • 3Stan
    --Om halvtreds år vil ”Stan” muligvis være synonym med

    Eminem

    (og altså ikke ”

    Love

    the Way You Lie”), da det om noget er hans største hit til dato – både kommercielt (måske på nær førnævnte nummer) og hos fans af både ham og hip-hop generelt. Alle sammen og din mor kender nummeret, og I har formegentlig allerede en (positiv) mening om det. Men det er sgu også et fandens godt nummer. Det er en knytnæve i hovedet på alle forældre og lignende, der har været efter ham, da

    Eminem

    her viser, hvordan han er i virkeligheden; fornuftig, bekymret for sine medmennesker, betænksom og faktisk ikke så dårligt et forbillede alligevel. Han vil bestemt ikke opmuntre sine fans til at gøre sig selv fortræd og sine nærmeste, men derimod anbefaler han, at de får styr på deres liv og passer på sig selv, sin familie og sine venner. Dette formidler han ud ved hjælp af fantastisk historiefortælling med sans for detaljer og sågar referencer til tidligere materiale (jeg elsker, når en kunstner på denne måde viser, at vedkommende ikke har glemt sine rødder). ”Stan” er et ekstremt eksempel på et forhold mellem en fan og

    Eminem

    , og hvordan det kan eskalerer ud af kontrol, uden at

    Eminem

    på nogen måde ønskede det. Det er fyldt med følelser, autentiske øjeblikke og drama. Det er originalt, tragisk og overraskende. Det er

    Eminem

    , når han er bedst. At omkvædet er et smukt og fantastisk rammende sample fra Dido’s ”Thank You” (hvilket endda gjorde, at hun blev anvist på featured) og at produktionen, som er udarbejdet af den ukendte 45 King, er lige i skabet, gør kun herligheden endnu bedre. Perfekt.
  • 5Who Knew
    --

    Eminem

    lægger ud med nogle linjer, som den åbenbart gensidige inspirationskilde

    Masta Ace

    benyttede sig af året efter på "Don't Understand". Nummeret udvikler sig derefter hurtigt til et forsvar mod beskyldningerne om, at han skulle have en dårlig indflydelse på verdens børn, og alene være skyld i deres derefter kriminelle eller på anden vis skidte handlinger – selvfølgelig fortalt med jævnlige jokes. Et forholdsvis alvorligt emne som dog stadig bliver behandlet med masser af humor og ironi – modsat ”Sing for the Moment” fra det næste album, hvor han besøger emnet igen men griber det lidt anderledes an. Slim Shady og

    Eminem

    lader mikrofonen gå på tur så at sige i dette nummer. Så selvom Dr. Dre’s beat ikke er noget specielt, er det stadig et meget underholdende nummer.
  • 7The Way I Am
    --

    Eminem

    er meget vred (men han kan dog blive vredere), og heldigvis fortæller han os hvorfor herpå. Primært er han efter medierne, da de er efter ham, eller som hans siger: De peger på ham, så han viser også dem en finger. Hans produktion er voldsomt fed, og passer perfekt til hans stemme og emnevalg. Dette er super arrigt og super godt. Tænk at dette engang blev spillet i radioen.
  • 11Marshall Mathers
    --Efter et par kedelige

    Dr. Dre

    produktioner får vi endelig noget fra Bass brødrene igen, og deres ankomst er meget værdsat. Igen er et simpelt guitarriff hovedingrediensen i en simpel men god produktion. Endnu bedre er Eminem’s vers, som er fantastiske. Han er, som altid når han er bedst, vred, og denne gang går det bl.audover popartister, gruppen Insance Clown Posse, sin familie (ikke Hailie) og XXL magasinet. Han er ofte efter sin mors advokat, men hans navn er utroligt nok blevet censureret væk – også på eksplicit udgivelsen, og det er ikke engang sidste gang det sker på albummet. Det skal også nævnes, at han synger et ganske acceptabelt omkvæd, hvilket alt sammen gør dette nummer til et af albummets bedste, og det siger ikke så lidt.
  • 16Kim
    --

    Eminem

    brokkede sig for 3 år siden over Kim’s angivelige affære med en anden mand (med en lille søn), hvilket endte ud i ”Just the Two of Us” eller ”’97 Bonnie & Clyde” som den senere blev kendt som. De blev jo så sidenhen gift, men Eminem’s vrede var, når man hører ”Kim”, tydeligvis ikke slukket endnu. ”Kim” er en prequel til førnævnte numre (på trods af kontinuets problemer), da Kim i dette nummer bliver konfronteret med Eminem’s viden og til slut slået ihjel, og

    Eminem

    derefter i ”’97 Bonnie & Clyde” snakker det igennem med sin datter Hailie, mens de kører ud til vandet, hvor de smider Kim i. Da han tidligere snakkede med sin datter, var tonen ikke så hård, men når han her snakker med Kim, slipper han alle tøjler. Det er en slags scriptet stream-of-conciousness, hvor alle hans tanker bliver råbt højt. Det er fyldt med følelser, og det interessante er, at det ikke kun er hadefulde følelser. Nogle har sågar kaldet ”Kim” en slags kærlighedssang.

    Eminem

    indrømmer også selv i nummeret, at han elsker Kim, men hader hende for, hvad hun har gjort. Det er vanvittigt og sindsoprivende, men det er også hudløst ærligt, smukt, originalt, revolutionerende og ganske simpelt et mesterværk. Den anden censurering på albummet finder man i øvrigt ikke overraskende på dette nummer, når

    Eminem

    skærer halsen over på elskerens 4-årige søn…
  • 18Criminal
    --

    Eminem

    leger med folks syn på ham, og går derfor endnu engang all-in på sit sidste nummer, og spytter en masse provokerende og morsomme linjer. For hvis folk virkelig tror, at han går rundt og myrder folk, så er det det, de får. Nummeret er derfor et stort miks af fakta, seriøsitet, imitationer, fiktion, sarkasme og anden humor leveret med en kæk og legende attitude. Det er fandens underholdende. Produktionen af FBT brødrene er noget nær perfekt, så

    Eminem

    formår virkelig at slutte med stil.

Konklusion

The Marshall Mathers LP lægger rigtig godt ud med en stimmel fede numre, men begynder midtvejs at falde fra hinanden med unødvendige og upassende gæster og numre, der ødelægger kontinuiteten i albummet. Eminem formår at samle tråden op igen flere gange med f.eks. ”Marshall Mathers”, men kvaliteten af numrene er meget svingende i sidste halvdel af albummet. Så der er noget overflødigt materiale, men til gengæld får vi også super fede klassikere som ”Stan” og ”Kim”. To af Eminem’s største værker hidtil. Alt det gode opvejer heldigvis det mindre gode, så man kan roligt være glad for sit eksemplar af TMMLP, da det uden tvivl var og er købet værd.
Publiceret d. 21. Dec 2017
Bedste sange:
Kill YouStanWho KnewThe Way I AmMarshall MathersKimCriminal
(c)2014-2019 A.Gabel. Fremtidssikret.
Har du anbefalinger, fundet fejl på siden (tekniske eller faktuelle) eller andet, så kontakt mig på kontakt@agabel.dk.