Artikler om film og musik
DK | EN
De bedste fra Walt Disney Pict... | Liste | AGabel

De bedste fra Walt Disney Pictures

De bedste fra Walt Disney Pictures
Introduktion
Sidst ændret d.30. Aug 2016Verdens største animationsstudie har i følge dem selv begået mere end halvtreds store klassiske film. Hvad der helt præcist udgør en klassiker er selvfølgelig op til diskussion, og det mener Disney tilsyneladende også selv, da der er enkelte forskelligheder på den amerikanske og danske liste af klassikere. Eftersom den amerikanske virker som den mest officielle i mine øjne, er det denne, jeg har valgt at gå efter. Derfor er f.eks. The Wild ikke at finde på listen. Uden at røbe for meget kan jeg dog afsløre, at den er pænt dårlig og ligegyldig. Faktisk er selve liste dog heller ikke lutter småkage fra start til slut, da det viser sig, at Disney faktisk har lidt svært ved at skelne mellem klassikere og højest forglemmelige oplevelser. Hvem skulle have troet det? Selvom filmene iøvrigt bliver refereret til ved deres originale navne, så vil jeg lige understrege, at danske lydsynkroniseringer ofte er et godt alternativ til originalsproget med hensyn til Disneys film.
  • 54
    Filmen foregår (ligesom den tidligere såkaldte pakkefilm) i Sydamerika med dele af animation og live-action. Modsat The Three Amigos blander filmen her dog ikke på samme måde animation og live-action, da de blot bliver vist hver for sig her. Filmen er altså delvist dokumentarisk og resten af tiden tegnefilm. Om ikke andet så åbnede de rigtige billeder faktisk øjnene for naboerne nordbo, der fandt ud af, at de ikke nødvendigvis boede i huler sydpå. Jose Carioca gør desuden sin entre her. Stadig en forfærdelig film.
  • 53
    Filmen er kendetegnet ved tre stærke karakteristika: a) det er først og fremmest fra studiets glemte pakkeæra, hvor filmene, som navnet antyder, egentligt bare består af kortfilm med en eller anden løs, rød tråd trukket igennem, (b) dernæst er filmen en del af Disneys kampagne for at reparerer båndene til det Sydamerikanske under anden verdenskrig, (c) og sidst, men ikke mindst, er filmen en blanding af animation og live-action. Jeg gætter på, at det ikke var hverdagskost tilbage i fyrrene. Så Anders And har fødselsdag, og hans tre gaver viser alle en-eller-anden side af Sydame... Jeg keder mig selv bare ved at fortælle om det (hey, der er vist en, der har set The Office). I de efterfølgende scener sker der kort sagt en blanding af nada, ingenting og så lige mødet med Jose Carioca og Panchito, som man måske kender andetsteds fra. Blandingen af live-action og animation er skam vellykket, men filmen er tydeligvis et eksempel på teknik over substans. Der sker vitterligt ingenting.
  • 52
    Dinosaur er Disneys første 3D-animationsfilm med baggrunde bestående af småt manipulerede fotografier. Filmen modtog mange roser for den realistiske og detaljerede stil/animation, hvilket som sådan er fair nok. Hvorvidt det er flot eller ej, er dog en helt anden sag. Stilen er lidt grålig med relativt anatomisk velproportionerede dinosaurer, og her har vi en af filmens største problemer, da designet simpelthen er så forfærdeligt kedeligt hele vejen igennem. Sagt på en anden måde, så har ingen nogensinde haft et still fra filmen som skrivebordsbaggrund. Dernæst er historien frygtelig, preachy, usandsynlig og tåbelig. Vores hovedperson er tilsyneladende stærkt i mod mantraet "den stærkeste mand overlever", så under en lang vandring med en gruppe andre dinos vælger han at tage sig af to ældre, svage hunner, og det bliver så belønnet med en genvej til destinationen. Nope! Filmen blev i øvrigt først en såkaldt klassiker otte år efter sin udgivelse, hvilket bare gør filmens inkludering endnu mere hovedrystende....
  • 51
    En samling af musikdrevne kortfilm - denne gang akkompagneret af samtidens popmusik. Der er faktisk nogle ganske fine kortfilm iblandt, og her vil jeg særligt gerne fremhæve Johnnie Fedora and Alice Bluebonnet, der er en romantisk historie om to hatte. Musikken er selvfølgelig dejligt gammeldags og med skøn kvindelig vokal af The Andrew Sisters. Der er også nogle knap så mindeværdige stykker i mellem, men generelt er filmen nu fin underholdning.
  • 50
    Vi har her at gøre med en af pakkeæraens to-kortfilms-udgivelser. Jesper Fårekylling er vores guide, og inden længe smider han os ind i den første film: Historien om cirkusbjørnen Bongo, der slipper ud af sit fangenskab og møder en ung hunbjørn. Tilsæt lidt action, opdagelse og oplagt romantik, og i næste øjeblik er historien ovre. Den er vel munter nok. Dernæst får vi den mere velkendte Mickey og Bønnestagen, og den er da okay.
  • 49
    Disneys såkaldte pakkeæra (eller krigsæra) indeholder seks film: to om Sydamerika, to bestående af to længere kortfilm hver, og to inspireret af Fantasia. Ikke overraskende hører Melody Time til sidstnævnte kategori, men frem for klassisk musik er filmen dog sat til samtidsmusik - dvs. primært digte læst op med en akkompagnerende melodi. Der er såmænd nogle enkelte, fine kortfilm iblandt, som DR og TV2 med fordel kunne vise en lørdag morgen. Men nogle af dem er også let forglemmelige. De fleste er egentlige plotdrevne kortfilm, men der er også en enkelt eller to abstrakte i blandt - jeg er faktisk ikke helt sikker på antallet.
  • 48
    Den bedste af Disneys famøse pakkeløsninger. Som titlen også antyder, har vi at gøre med to kortfilm. Først for er historien om den eventyrlystne Mr. Toad, der fejlagtigt bliver beskyldt for biltyveri, hvilket selvfølgelig koster ham tyve år i spjældet. Han får derefter hjælp til at stikke af og efterfølgende rense sit navn. Der er en temmelig god kampscene, men derudover er kortfilmen måske ikke det vildeste. Det er eventyret om Ichabod Crane til gengæld, der er inspireret af The Legend of Sleepy Hollow. Interessant nok er det dog ikke selve historien, jeg mest tænker varmt tilbage på, men derimod enkelte, udvalgte scener. Der er selvfølgelig slutningen, hvor han bliver jagtet af den hovedløse rytter, men endnu mere underholdende er måske en fest længere tilbage i handlingen, hvor Disney viser sig fra deres dejlige, humoristiske side. Det er desuden også værd at bemærke, at Bing Crosby lægger stemme til vores magre helt.
  • 47
    Efter studiets renæssance i halvfemserne havde de, hvad jeg har set omtalt som den fortabte æra. I den forstand at de pludselig ikke helt vidste, hvem de var længere, og hvilke slags animationsfilm, de burde lave. Det er ikke usandsynligt, at de kan takke Pixar for dette. Men i håb om at lave det næste store hit lancerede Disney så i 2004 en film om... køer. Det var studiets sidste håndtegnede film i en længere periode, hvilket nok siger det hele. Studiets forvirring om deres plads i branchen blev på sin vis fint gengivet i filmens hovedko, den præmievindende, fine, grove, barske og venlige whats-her-name. Perfekt illustreret af hendes introduktion til sit nye hjems bondedyr, hvor hun af uransagelige årsager bliver ledsaget af en portion hård rock. Man mistænker lidt Disney for udelukkende at lave denne film for at kunne bruge undertitlen Bust a Moo (bedre eller værre end den danske The Muuhvie?).
  • 46
    Både denne og efterfølgeren er temmelig middelmådige oplevelser, og det mest interessante ved dem er derfor deres udgivelsesår. Den første udkom nemlig i slutningen af bronzeæraen (sådan da), mens den næste udkom i starten af renæssancen. På trods af at de begge to ellers stilistisk, kvalitetsmæssigt osv. tilhører den mørke middelalder midt i mellem. Animationen er bestemt ikke noget at råbe hurra for, mens historierne er overraskende uinteressante. Bernard, Bianca og hele museredningsorganisationen kan jeg såmænd godt lide, men skurken er dødkedelig og det samme kan siges om hendes omgivelser. Det er nu heller ikke fordi, musene rent faktisk er særlige spændende at følge under selve redningsaktionen. Det bedste ved filmen er derfor nok starten.
  • 45
    Jeg har aldrig knyttet mig synderligt til denne film, på trods af at flere omkring mig tilsyneladende har fundet den udmærket. Jeg tror, at mit største problem med filmen er, at den er så fandens trist og deprimerende hele tiden. Der er ikke et eneste tidspunkt, hvor man har mulighed for bare at være glade på dyrenes veje, og det ødelægger den simpelthen for mig.
  • 44
    Som vi alle ved, er Disney ikke kede af at smide efterfølgere på markedet, men der er kun en enkelt af disse, der rent faktisk har fået lov at få mærkatet "klassiker" smidt på coveret (lige foruden Fantasia 2000). Det var ikke rigtig nødvendigt. Med det sagt så finder jeg nok denne mere interessant end originalen, hvilket placeringen også gerne burde give udtryk for. Når jeg husker tilbage, er det også uden tvivl den, jeg husker bedst pga. et flottere cover (vigtigt) og mere interessante omgivelser.
  • 43
    Jeg har altid haft lidt svært ved at se det fede i det umage makkerpar (bortset fra muligheden for at introducere nye monstre løbende), da de i mine øjne altid har virket lidt mere børnevenlige end familievenlige. Det værste en familie-tegnefilm kan gøre, er at få seeren til at overveje, om de egentligt er målgruppen. Det kunne være værre, men det er stadig lidt et problem for Lilo & Stitch. Med det sagt har filmen stadig sine humoristiske øjeblikke.
  • 42
    En af ud af to middelalderfilm (reference til Disney-æraen og ikke tidsalderen) som jeg husker at have nydt en del som barn. Jeg kan stadig huske coveret, hvor den nuttede Oliver ligger på kølerhjelmen af en bil. Jeg var derfor ret spændt, da jeg efter flere års lykkelig uvidenhed satte mig til at se den igen tidligere på året. Av for den. Animationen er selvfølgelig ikke den bedste, men til min store overraskelse var jeg bare ikke særlig godt underholdt af filmen. Filmen er faktisk ret dårlig. Billy Joel som Dodger åbner filmen med den ellers ganske fornøjelige "Why Should I Worry". Han har bestemt en fin stemme. Derfra går det dog ned af bakke, og som sagt så starter filmen mere eller mindre med overstående sang. Men hvorfor er den dårlig? Hmm, kedelig skurk og uinteressant plot?
  • 41
    Jeg hader på ingen måde overstående film, men jeg er heller ikke vildt betaget af den. Jeg er simpelthen nok på nogle punkter indifferent over for den. Alligevel overraskede det mig noget, da jeg erfarede, at filmen faktisk blev mødt af en del modvind ved sin udgivelse. Bikarakterne er morsomme nok, mens filmen indeholder to underholdende sange. Ungen er da også sød på trods af den uendelige talestrøm. Mit problem har til gengæld nok bare været, at der ganske simpelt ikke sker særlig meget i løbet af filmen. Der er så stort et fokus på karakterudviklingen for mennesket-forvandlet-til-bjørn, at det nærmest bliver filmens eneste fremdrift, når det som sådan bare burde have været en heldig konsekvens af handlingen. Derudover er det også temmelig fucked up, at menneskebjørnen har dræbt sin nye lillebrors mor...
(c)2014-2019 A.Gabel. Fremtidssikret.
Har du anbefalinger, fundet fejl på siden (tekniske eller faktuelle) eller andet, så kontakt mig på kontakt@agabel.dk.